- Jeg går ind for biler. De skal bare ikke smadre vores miljø.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tirsdag mødte pressen efter åbningstalen.
Her blev statsministeren udfordret på regeringens mål om, at man i 2030 vil lukke for salget af nye benzin- og dieselbiler i Danmark.
- Det betyder, at man i 2030 vil have én million biler kørende rundt, som vil være lav-emissions biler. Derfor fremlægger regeringen i næste uge et klima- og luftudspil, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge statsministeren vil indfasningen på 12 år gøre det muligt at udvikle teknologien, således at man kan køre langt i elbiler.
- Nu skal vi sætte en deadline. I 2030 skal man ikke længere købe nye benzin- og dieselbiler. I stedet skal man købe en el-, hybrid- eller lavemissions bil. Og fra 2035 vil vi kun tillade salg af nul-udledningsbiler, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han mener ikke, at målsætningen vil blive en gene for bilisterne. Og han afviser ikke at sænke afgifter på grønne biler, som ellers stiger fra nytår efter aftale med Socialdemokratiet.
- Det er i hvert fald ikke meget logisk. I dag vil jeg gerne sige, hvad det er for en rejse, vi skal på, og hvad er endestationen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han erkender, at det kan lyde, som om regeringen er klar til at sænke afgifterne på grønne biler som en hybrid- eller elbil.
- Det kunne måske godt lyde sådan, ja, siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark bør være 'lidt dristigere' end andre. Vi bør bruge vor position til at presse bilproducenterne, men også være realistiske. Fem millioner danskere kan ikke bestemme alt, mener statsministeren.
- Vi skal bruge vores stemme til at presse EU til at sætte højere standarder. Så er vi pludselig en halv milliard købekraftige europæere, som siger, at vi vil have nogle bedre produkter, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.