
HOVEDSTADEN: Flere steder i Region Hovedstaden er det en udfordring af finde godt grundvand til drikkevand. Derfor vil regionen sammen med Hillerød, Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommuner nu undersøge, om nyfundne grundvandsmagasiner kan bruges til drikkevand, oplyser regionen.
Region Hovedstaden har afsat 2,5 mio. kr. til projektet, der ledes af Hillerød Kommune. De øvrige deltagerkommuner bidrager med viden og data, så der skabes overblik og resultater på tværs af kommunegrænser.
Når godt grundvand i området er begrænset, skyldes det dels forurening og dels et stort vandforbrug, fordi så mange bor på et forholdsvis lille areal. Hertil kommer, at der er yderligere brug for mere vand, når nye virksomheder etablerer sig i området.
- Vi er i løbende dialog med de store virksomheder om, hvordan de kan tilrettelægge deres produktion på en måde, så de reducerer vandforbruget. Derfor er vi glade for samarbejdet om ’Fremtidssikret Grundvandsbeskyttelse i Nordsjælland’, så vi i fællesskab kan finde og beskytte det gode grundvand, siger formanden for Natur- og klimaudvalget i Hillerød Kommune, Louise Colding Sørensen (S).
Bæredygtigt projekt
I forbindelse med udviklingsprojekt "Drikkevand på Tværs" identificerede regionen i 2022 nogle hidtil ukendte grundvandsmagasiner. I det nye projekt vil regionen og de involverede kommuner nu undersøge, om vand derfra kan udnyttes til drikkevand.
- Vi er nødt til at gøre en indsats for at finde og beskytte det grundvand, der skal bruges til fremtidens drikkevand. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med kommunerne har kunnet lave dette projekt. Hvis vi skal sikre drikkevand nok til alle, så kræver det samarbejde, siger Line Ervolder (K), formand for Miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden.
I projektet skal der også komme bud på, hvordan drikkevandsressourcerne bedst beskyttes, og hvordan man kan hente vandet op på en mere bæredygtig måde. Hvis man pumper for store mængder op, så enge, søer og vandløb tørlægges, kan det have store konsekvenser for natur, planter og dyr.
- Det er afgørende, at vi proaktivt undersøger mulighederne for at sikre vores fremtidige drikkevand – ikke mindst på en mere bæredygtig måde, så vi samtidig passer på vores natur. Det er et ansvar, vi alle bør og skal tage på os. Derfor ser Halsnæs Kommune også frem til at tage del i det nye fælles projekt, siger Anja Rosengreen (SF), formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø i Halsnæs.
På tværs af kommunegrænser
Mange små vandværker i Nordsjælland er under pres af et stort forbrug og af forurening, lyder det fra formand fra Klima- og bæredygtighedsudvalget i Helsingør Mette Lene Jensen (V).
- Helsingør Kommune er med i projektet, fordi vand ikke forholder sig til kommunegrænser, og fordi det er afgørende, at vi arbejder sammen for at beskytte vores drikkevand og sikre, at de lokale vandværker fortsat kan levere rent drikkevand lokalt uden at skade naturen, siger hun.
Også formanden for Udvalget for Klima, Teknik og Miljø i Gribskov, Brian Lyck Jørgensen (DF) ser frem til samarbejdet på tværs af de fire kommuner og regionen.
- Det er vigtigt, at vi står sammen om at sikre vores drikkevand, nu og i fremtiden. Projektet vil også være med til at styrke det fremtidige samarbejde mellem vores private vandværker, kommunen og regionen, siger han.
Projektet løber de næste to år, og efterfølgende vil erfaringerne blive delt med andre kommuner i landet.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.