Triazol. Dithiocarbamat. Dimethylsulfamid. Det er blot nogle af de 75 nye stoffer, som regionerne har fundet spor af i grundvandet ved undersøgelser af såkaldte pesticidpunktkilder, som er steder som maskinstationer og gartnerier, hvor stofferne kan være spildt.
Det er det første resultat af den udvidede jagt på pesticider i grundvandet, som regionerne indledte i december 2018, og som betyder, at regionerne nu kan opdage flere giftstoffer end nogensinde før, oplyser Danske Regioner
- Det er en meget vigtig viden, vi her har skaffet, for nu kan vi styrke arbejdet med at bekæmpe, at stofferne når vores drikkevand. Når det gælder miljøet, kan vi ikke lukke øjnene for de problemer, der kan gemme sig i grundvandet, og det er det, vi nu tager ansvar for, siger Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners udvalg for Miljø og Ressourcer.
Indtil december 2018 er grundvandet i Danmark blevet analyseret for op til 66 pesticider og nedbrydningsprodukter, men der har været mistanke om, at der var brug for at undersøge for væsentligt flere stoffer.
Derfor har regionerne i dialog med Miljøstyrelsen og GEUS gennemgået alle de pesticider, der har været brugt i Danmark siden 1956 og vurderet, om de kan udgøre en risiko for grundvandet. 350 stoffer endte på listen, men rent teknisk er det i dag kun muligt at analysere for 233 af stofferne.
Stort mørketal
Prøver fra mere end 100 lokaliteter er nu blevet analyseret, og i alt er der fundet 129 forskellige pesticidstoffer og nedbrydningsprodukter i grundvandet. 75 af stofferne er altså helt nye.
- De mange nye fund viser, at der har været et stort mørketal. På den måde er det her godt for miljøet og for drikkevandet, for vi har alle en forventning om, at drikkevandet er rent, og det bidrager vi til at sikre til med de her nye undersøgelser, siger Heino Knudsen.
Regionerne er nu i gang med at vurdere, hvilke fund der kan udgøre en trussel for drikkevandet. Det afhænger blandt andet af de fundne koncentrationer og beliggenheden i forhold til vandværkerne. For selv om stofferne er fundet i grundvandet, så er det ikke sikkert, at de når frem til et vandværk.
- Resultaterne tyder dog på, at vi i regionerne har en stor opgave foran os med at opspore pesticidpunktkilder, undersøge og vurdere forureningen. På den måde kan vi sørge for, at der bliver sat en oprydning i gang, de steder hvor det er nødvendigt for at beskytte vandværkerne mod forurening, siger Heino Knudsen.
Disse stoffer er fundet i flest vandprøver på pesticidpunktkilder:
Desphenylchloridazon
Nedbrydningsprodukt af ukrudtsmidlet chloridazon, der især er anvendt til dyrkning af sukkerroer og foderroer. Det blev solgt fra 1964 til 1996. Stoffet er siden 2017 blevet fundet i grundvandet mange steder, og desværre også i vandforsyningerne. Det er nu en del af vandværkernes kontrolprogram.
Metalaxyl
Metalaxyl/Metalxyl-M er et svampemiddel, der hovedsagelig anvendes til kartofler. Det er solgt i Danmark siden 1991, men er i dag kun tilladt i importeret bejdset såsæd. Efter fund i grundvandet indgår det nu i vandværkernes kontrolprogram.
N,N-Dimethylsulfamid (DMS) - NYT
DMS kan være et nedbrydningsprodukt af svampemidlerne dichlofluanid og tolylfluanid, der bl.a. har været brugt frugt- og planteavl. Dichlofluanid har været solgt i 1966-1999, og tolylfluanid i 1973-2007. Begge stoffer har også været brugt i træbeskyttelse og maling, dog mindre nu end tidligere. DMS indgår fra 2018 i vandværkernes kontrolprogram.
2,6-Dichlorbenzamid (BAM)
Nedbrydningsprodukt af totalukrudtsmidlet dichlobenil, som blev solgt i perioden 1969-1996 og brugt på udyrkede arealer. En gammel kending, som helt tilbage i 1990’erne gav anledning til lukning af mange vandværksboringer. Det indgår i vandværkernes kontrolprogram.
Chlorthalonil-Amidsulfonsyre - NYT
Nedbrydningsprodukt af svampemidlet chlorothalonil, som hovedsagelig er anvendt i hvede, kartofler, ærter og løg. Midlet blev solgt i perioden 1986-2000. Stoffet indgår ikke i vandværkernes kontrolprogram.
Methyl-Desphenyl-Chloridazon
Nedbrydningsprodukt af chloridazon, se nr. 1. Dette stof er også blevet fundet i grundvandet, og indgår nu i vandværkernes kontrol.
1,2,4-Triazol - NYT
Nedbrydningsprodukt af forskellige svampemidler af typen azol-fungicider. Forskellige stoffer har været solgt fra 1958 og frem. Flere af stofferne er stadig tilladt, men Miljøstyrelsen har lagt restriktioner på de pågældende svampemidler i 2014 og igangsat screening for stoffet i 2017 efter fund i varslingssystemet. Siden 2018 har stoffet været med i vandværkernes kontrolprogram.
Dithiocarbamat - NYT
Dithiocarbamater er en stofgruppe, som består af pesticiderne maneb, mancozeb, probineb, zineb, thiram og ziram. Ved analysen bestemmes summen af disse stoffer. De anvendes hovedsagelig som svampemidler i kartofler, korn og en lang række andre afgrøder, men thiram er et insektmiddel, og ziram anvendes både mod svampe og insekter. De første af stofferne har været solgt siden 1956, men de fleste er nu ophørt. Thiram er fortsat tilladt. Stofferne indgår ikke i vandværkernes kontrolprogram.
Bentazon
Bentazon er et ukrudtsmiddel, som har været anvendt i korn, majs og ærter mm. Det har været solgt siden 1974 og er stadig i brug, men reguleret af hensyn til grundvandet. Det indgår i vandværkernes kontrolprogram.
AMPA
AMPA er et nedbrydningsprodukt af glyphosat, som er solgt i Danmark siden 1975 og stadig er i brug. Det er i dag det mest solgte ukrudtsmiddel i Danmark. AMPA indgår i vandværkernes boringskontrol.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.