I december har luftselskabet SAS tabt næsten en milliard svenske kroner. Det viser en månedlig opgørelse, som selskabet har sendt.
Det er ikke normalt, at SAS hver måned opdaterer på omsætning, indtjening og likvider. Men som følge af selskabets chapter 11-proces, der er en form for konkursbeskyttelse, som er i gang i USA, giver selskabet som noget nyt et blik ind i de nøgne økonomiske realiteter for selskabet hver måned.
Ifølge luftfartsanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen afslører december-tallene, at december var dyr for SAS: Et underskud på 750 millioner svenske kroner. Desuden er pengebeholdningen skrumpet med over en milliard svenske kroner.
- Vi har lært, at det ser meget svært ud for SAS. Selskabet taber næsten en milliard svenske kroner i december. Det er et kæmpe stort underskud. Igen. Der venter nogle måneder forude, hvor SAS igen kan give meget store underskud. Det er et selskab, der i den grad har brug for flere penge. Og det er også den plan, man har lagt, siger han.
I december burde SAS' tal have fået lidt hjælp fra en svag svensk krone. Dermed burde der stå flere svenske kroner på kontoen, når man konverterer udenlandsk valuta til svenske kroner. Alligevel er SAS' december-tal værre, end Jacob Pedersen havde forventet.
Konkursbeskyttelse koster
Selvom SAS er i gang med en proces med konkursbeskyttelse i USA, er det ikke omkostningsfrit, at der flyder penge ud af selskabet, forklarer han.
Der kommer nemlig en virkelighed på den anden side af den aktuelle chapter 11-proces. Og her skal SAS i en vis fart generobre passagerer og indtægter for at få forretningen til at løbe rundt igen. Her kunne SAS ifølge Jacob Pedersen godt bruge lidt penge til at tage en chance eller to. Men de penge mangler.
- SAS har brug for at vinde markedsandele og med den svære økonomiske situation, man er i, så ser det svært ud. Selskabets omkostninger er stadigvæk for høje. Det gør det svært at sætte nye fly i luften. For det er ikke sikkert, at man tjener penge på det. I samme omgang kan konkurrenterne gøre det. Så kan de løbe fra SAS. Så det er en svær situation, som SAS er i, indtil de får omkostningerne ned, siger Jacob Pedersen.
SAS er i gang med at gennemføre en redningsplan, SAS Forward, sideløbende med chapter 11-processen. Herefter skal der skydes nye penge i selskabet ved at udstede nye aktier. Her har den danske stat meldt sig som mulig part under de rette omstændigheder.
Ifølge Jacob Pedersen er tabene i december ikke et udtryk for, hvordan det går med SAS Forward. Det er siger i højere grad noget om udgangspunktet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.