SILKEBORG: Det højaktuelle spørgsmål fra Gudenå-kommunen Silkeborg om ekstra grødeskæring nu og her bringes nu op på ministerplan.
MF Kristian Pihl Lorentzen (V) presser med ni spørgsmål til miljøminister Lea Wermelin (S) på for at få klarlagt, at kommunen - med hans ord - har "handlepligt - fx ved ekstra grødeskæring - når der er forhøjet vandstand ud over de fastsatte koter, og at der skal handles omgående uden langvarig forudgående sagsbehandling".
Derved rammer han lige ind i borgmester Steen Vindums (V) aktuelle dilemma, for skal han:
1) Gå med S- og V-flertallet i Klima- og Miljøudvalget, der ønsker grødeskæring nu og her uden videre sagsbehandling, fordi "vandmagasinerne i hele Gudenå-oplandet er fyldte. Derfor vil yderligere en regnfuldt efterår eller vinter kunne give endnu en 100-årshændelse".
Den mulighed har forvaltningen blankt afvist som "klart ulovlig" og henviser i et notat til de sondringer mellem ulovlige og klart ulovlige handlinger, som embedsmænd efter Støjberg-sagen skal holde sig for øje for ikke selv at komme i klemme.
Eller 2) følge den beslutning, som hele udvalget en uge tidligere havde truffet, om først at skære grøde efter en sagsbehandling, der kan sikre, at fjernelsen af vandplanter kan foregå uden at komme i konflikt med miljøbestemmelserne.
Det mulighed vil tage flere uger, indebære høring og vil også følge den afgørelse, Miljøklagenævnet kom med i marts, hvor Vindums beslutning om en ekstra grødeskæring i september 2020 netop blev underkendt.
Danmarks Naturfredningsforening havde dengang klaget over borgmesterens beslutning om en ekstra grødeskæring, der lænede sig op ad et brev fra tidligere miljøminister Eva Kjer Hansen (V). Hun skrev i 2015, at der i ekstraordinære situationer godt kan skæres mere grøde end den normale ene gang om året.
Netop Eva Kjer Hansens brev fra 2015 hæfter hendes partifælles Kristian Pihl Lorentzen sig også ved i sine nye spørgsmål, hvor han lægger op til, at kommunerne bør kunne slå grøde i nødværge mod truende oversvømmelser:
Kristian Pihl Lorentzen har skrevet:
På baggrund af den aktuelle stærkt forhøjede vandstand i Silkeborg Langsø og Gudenåen mellem Silkeborg og Kongensbro bedes miljøministeren besvare følgende spørgsmål:
1) Kan ministeren bekræfte, at kommunen ifølge vandløbsloven og tidligere hyrdebreve udsendt fra Miljøministeriet til kommunalbestyrelserne har pligt til handle, hvis vandstanden i åløb øges med oversvømmelser til følge?
2) Kan ministeren bekræfte, at lodsejerne langs vandløb har et retskrav på at vandstanden bliver holdt nede, og at dette er baggrunden for, at der skal udarbejdes vandløbsregulativer med fastsættelse af vandføringsevne og maksimale koter for vandstanden?
3) Kan ministeren bekræfte, at der ifølge dansk lovgivning og EU lovgivningen intet er til hinder for at slå grøde i Gudenåen to eller tre gange om året, hvis dette er nødvendigt for at undgå oversvømmelser og garantere lodsejernes retskrav?
4) Hvad er ministerens kommentar til, at den historiske træksti langs Gudenåen lige nu står under vand, så den ikke kan bruges af borgere, der ønsker at nyde den fantastiske natur langs åen, selvom der for nyligt er brugt mange skattekroner på at retablere trækstien?
5) Finder ministeren det acceptabelt og lovligt, at lodsejerne langs Silkeborg Langsø og Gudenåen igen og igen må lide tab på grund af forhøjet vandstand som følge af manglede grødeskæring og fjernelse af aflejringer i åløbet?
6) Vil ministeren tage initiativer, der fremover sikrer at lodsejerne holdes skadesløse i tilfælde af oversvømmelser af haver, marker og kældre langs vandløb?
7) Vil ministeren i lighed med tidligere udsende et hyrdebrev til landets borgmestre og kommunalbestyrelser, hvori det slås fast, at kommunen har handpligt - fx ved ekstra grødeskæring - når der er forhøjet vandstand ud over de fastsatte koter og at der skal handles omgående uden langvarig forudgående sagsbehandling.
8) Vil ministeren tage initiativ til en tiltrængt modernisering af vandløbsloven, så kommunerne pålægges pligt til, at vandføringevnen af åerne fremover tilpasses de klimaforandringer og øgede regnmængder, der allerede nu opleves med store oversvømmelser til følge?
9) Er ministeren enig i, at det er absurd at tale om ulovlig politisk beslutning, når ansvarlige byrådsmedlemmer og borgmesteren i Silkeborg Kommune griber til handling i form af ekstra grødeskæring som nødværge for at bekæmpe oversvømmelser og leve op til lodsejernes retskrav?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.