BORNHOLM: Der er brug for større engagement fra borgerne, hvis flere grønne tiltag og løsninger skal omsættes til virkelighed. Og landets kommuner har et ansvar for at gå forrest. Det mener Inge Olsen, der er direktør for Land, by og kultur i Sønderborg Kommune.
- Kommunen har en helt særlig rolle i den grønne omstilling, vi skal gå forrest og være rollemodel, sagde hun ved Omstilling Nu's paneldebat lørdag formiddag. Det har kommunen gjort ved at energirenovere bygninger, indkøbe gasbusser og ved at lade en energikonsulent besøge 1500 private boliger og komme med forslag til fornuftige energirenoveringer.
- Vi er den største arbejdsplads i kommunen, og det skal være her, man møder de gode løsninger i hverdagen, så man kan tage dem med hjem inden for hjemmets fire vægge, siger Inge Olsen.
Aalborg på hovedet
I Aalborg har Lene Marianne Nielsen, der er projektleder i Bæredygtig Erhvervsudvikling i Aalborg Kommune vendt tankegangen på hovedet. På en festival for bæredygtighed inviterer kommunen borgere ind og tager udgangspunkt i deres grønne ideer, som der allerede er opbakning og engagement omkring.
På Samsø, der har haft stor succes med en grøn omstilling til en CO2-neutral virkelighed, mener borgmester Marcel Meijer, at et uafhængigt samarbejdsorgan, hvor virksomheder, borgere og politikere kan mødes og udvikle projekter sammen, har været nøglen.
- Samsø er egentlig en meget konservativ ø, så det har taget lang tid at vende stemningen om klimaproblematikken. Det vigtigste er samspillet med borgere og virksomheder for at få gang i de her processer, siger Marcel Meijer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.