
SØNDERBORG / FAABORG-MIDTFYN: Samfundsøkonomien og trafikken vil blive påvirket positivt med en ny fast forbindelse mellem Als og Sydfyn, og det er derfor en god investering, viser en ny rapport som styregruppen bag broinitiativet, AlsFyn Sekretariatet, har fået rådgivningsfirmaet Cowi til at lave.
Rapporten har undersøgt to mulige, nye forbindelser mellem Jylland og Fyn. En bro mellem Als og Sydfyn, samt en såkaldt parallelforbindelse mellem den nuværende Lillebæltsbro ved Middelfart og Fredericia.
Dog viser rapporten, at kun Als-Sydfyn-broen vil kunne betale sig af de to forslag.
Helt konkret viser rapporten, at en fast forbindelse mellem Als og Sydfyn vil kunne fjerne cirka 10 pct. af trafikken på Vestfyn, på Lillebæltsbroen og i Trekantsområdet. Nærmere vil forbindelsen skære 75 km. og 50 minutter af turen mellem Odense og Sønderborg. Samtidig vil forbindelsen give et økonomisk overskud på mellem 5-16 mia. kr. i broens samlede levetid.
Til sammenligning vil en parallelforbindelse ved Middelfart betyde mere trafik på Vestfyn og i Trekantsområdet – med mindre en hidtil gratis rute bliver til betalingsvej.
Brug for statslig støtte
Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager (S) har længe håbet på en hurtigere vej til Sønderjylland og er positiv indstillet over for broforbindelsen, skriver Jydske Vestkysten. Dog påpeger han, at broens vurderede omkostninger på 18,5 mio. kr. er i den dyre ende og derfor nok vil komme til at kræve statsstøtte for at blive en realitet.
- Der er ikke nogen tvivl om, at der er brug for Folketinget til noget af finansieringen. En anden stor del skal dog komme fra private investorer, håber vi, siger Hans Stavnsager.
Der har dog endnu ikke blæst varme vinde fra Christiansborg.
- Nu håber vi at kunne bruge den her analyse som løftestang blandt fynske og sønderjyske kommuner. De fleste er jo enige i behovet for en tredje Lillebælts-forbindelse, så vi kan forhåbentlig slå os sammen om at lave flere analyser af, hvor forbindelsen giver bedst mening. Når vi så har ét resultat, så er det, vi i fællesskab skal overbevise vores kolleger på Christiansborg, lyder det fra Faaborg-Midtfyns borgmester.
Et samlet Syddanmark
Udover de trafikale og samfundsøkonomiske effekter vil forbindelsen mellem Als og Syfyn også få stor betydning for udviklingen i Region Syddanmark, mener borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen (S). Således skriver TV2 Fyn.
- En fast forbindelse mellem Als og Fyn vil binde Syddanmark sammen på en helt ny måde. I dag har vi en meget opdelt region, og hvis vi samler to landsdele, der i dag snakker meget lidt sammen, så vil det få en række positive effekter for både erhvervslivet og alle os syddanskere. Samtidig vil Fyn og særligt Odense komme tættere på Hamborg, og det åbner helt nye muligheder, siger han.
Erik Lauritzen er enig med Hans Stavnsager om, at der er brug for statslige midler. Dog er han ikke enig i, at der bør være private aktører medvirkende i infrastukturelle projekter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.