
SØNDERBORG / ASSENS: En planlagt vindmøllepark med mellem 20 og 40 møller i Lillebælt er på tegningerne placeret mellem Vinkelbæk på Als i Sønderborg Kommune og Helnæs i Assens Kommune. Lillebælt Syd Vindmøllepark hedder den og forventes at reducere CO2-udledningen med ca. 250.000 ton om året, hvilket svarer til ca. 37 pct. af CO2-udledningen i Sønderborgområdet i 2007.
Og mens en miljøundersøgelse er på vej til offentliggørelse både på den fynske og den alsiske side i næste uge, bliver det tydeligt, at klimaambitionerne i Sønderborg får modstand fra Assens, hvor møllerne af mange betragtes som dominerende og skæmmende.
- Jeg har ikke ændret syn på havmøllepark Lillebælt Syd. Den forurener landskabet og roen og naturen set fra Vestfyn. Det ændrer ingen miljøundersøgelse på. En havmøllepark vil dominere udsynet over vandet med bevægelse og lys, uanset hvordan man ser på det. Der er en stor folkelig modstand mod havmølleparken her, og den synes jeg, man skal tage alvorligt, siger borgmester Søren Steen Andersen (V) til JydskeVestkysten og foreslår i stedet Sønderborg at købe sig ind i en havvindpark 'placeret det rigtige sted'.
- Vi glæder os til at mødes med politikere fra Fyn og forhåbentlig forklare projektet. Venstre i Sønderborg tager det 100 pct. alvorligt, når vi bekender os til Project Zero målsætninger om CO2 neutralitet i 2029, siger Venstres politiske ordfører i Sønderborg Peter Hansen til avisen.
Sammen med borgmester Erik Lauritzen (S) skal han mødes med Assens-politikere torsdag 13. december.
En køberetsordning giver naboer mulighed for at købe ejerandele i det kommende vindmølleprojekt, hvis de bor i nærheden af det sted, hvor møllerne skal opstilles, eller blot inden for samme kommune. Dvs. at borgerne i Sønderborg, Faaborg-Midtfyn, Assens, Ærø, Aabenraa og Haderslev kommuner får mulighed for at blive medejere af mølleparken.
- Lillebælt Syd Vindmøllepark er projekteret med etablering, drift og nedtagning af møllerne 25-30 år efter ibrugtagning.
- Bitten & Mads Clausens Fond og Linak har sammen med Energinet.dk og Sønderborg Kommune bakket op med finansiering af forundersøgelsen.
- Det samlede budget for etablering er ca. 1,6 mia. kr.
- Fagforbundet 3F har vurderet, at Lillebælt Syd projektet vil kunne skabe 2.400 midlertidige jobs og 30-40 varige jobs. Til sammenligning er der ca. 70 medarbejdere i Greenaa til drift af Anholt Havmøllepark.
- Lillebælt Syd Vindmøllepark forventes at reducere CO2-udledningen med ca. 250.000 ton om året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.