dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Nikolai Linares, Ritzau Scanpix.

Stof fra træbeskyttelse forurener grundvandet

DMS-forurening kan meget vel stamme fra træbeskyttelse. Det opklarer, hvorfor stoffet er fundet steder, hvor man ikke forventede det, lyder det fra afdelingschef i HOFOR
16. AUG 2018 6.51

DMS, som i foråret fik forsyningsselskabet HOFOR til at lukke et vandværk i Hvidovre og tage tre ud af fem vandboringer på et værk i Dragør ud af drift, viser sig ikke alene at kunne stamme fra sprøjtemidler, skriver Politiken.

Stoffet er fundet på otte ud af HOFORs fjorten vandværker og er et nedbrydningsprodukt fra to stoffer, som har været anvendt som sprøjtemidler i frugt- og bæravl, indtil de blev forbudt i henholdsvis 1983 og 2007. Men de er også blevet brugt i træbeskyttelsesmidler mod skimmelsvamp.

HOFOR er derfor i gang med at gennemgå vandværker og kildepladser med vandboringer og oplyser til Politiken, at resultaterne 'tyder på en relativt omfattende forurening, i forhold til hvad vi ellers har set hos os'.

Anne Scherfig Kruse, afdelingschef i HOFOR, forklarer, at der er europæiske undersøgelser af stoffet, der viser, at regn kan udvaske det af træhuse og plankeværker:

- Det passer bedre med, hvor vi finder det. Vi kunne ikke få ligningen til at gå op, i forhold til hvor vi fandt det, og hvor vi vidste, at der havde været frugt- og bæravl. Vi kan se, at mange af de steder, hvor der er fund, er under bebyggelse, og at der er mange træhuse, siger hun til Politiken.

Det kan fx være under sommerhusområder og kolonihaver.

- Men om det er hele forklaringen, ved vi ikke. Der er også fund andre steder, hvor der ikke er mange træhuse i nærheden, siger Anne Scherfig Kruse til Politiken.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/stof-fra-traebeskyttelse-forurener-grundvandet

GDPR