
HOLBÆK: De første intelligente skraldespande - bedre kendt som Big Belly - flyttede ind i bybilledet i Holbæk i 2021. Og erfaringerne har været gode, lyder det fra kommunen, der netop har godkendt indkøbet af yderligere 18 intelligente skraldespande.
Der er tale om brugte, men nyrestaurerede, skraldespande, som skal placeres i både Holbæk by og udvalgte byer i resten af kommunen.
- Med yderligere 18 intelligente skraldespande får vi udvidet vores moderne, bæredygtige og hygiejniske løsning, der gør affaldshåndteringen lettere for både borgere og vores driftsmedarbejdere, siger Karen Thestrup Clausen (EL), formand for udvalget for klima, natur og miljø i Holbæk Kommune. Hun fortsætter:
- Big Belly-spandene er smarte, fordi de komprimerer affaldet, de er fugle- og rottesikre, og så bruger de et system, hvor medarbejderne via en app kan se, hvilke spande der er fyldte. Så udover at reducere driftsomkostningerne skåner vi også klimaet, når medarbejderne ikke så ofte skal køre rundt og tømme.
Mere kapacitet og bedre hygiejne
De intelligente skraldespande fungerer blandt andet ved hjælp af en indbygget komprimator, som presser affaldet sammen. Det giver en større kapacitet, så skraldespandene ikke skal tømmes lige så ofte, hvilket sparer ressourcer og mindsker unødigt spild - heraf navnet Big Belly.
Samtidig er de udstyret med fodpedal til åbning, hvilket gør brugen mere hygiejnisk og mindsker gener fra fx måger.
Ved at købe brugte og nyrestaurerede skraldespande opnår Holbæk Kommune mulighed for at kunne købe endnu flere skraldespande for de afsatte penge uden at gå på kompromis med kvaliteten. Samtidig er det en løsning, som skåner miljøet i forhold til produktion af helt nye skraldespande. Anlægsbevillingen er en del af den samlede budgetaftale for 2025 under udvalget for klima, natur og miljø, og udgifter til fremtidig drift vil blive håndteret i kommunens budgetproces.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.