
AALBORG: En tidligere borgmesters beslutning kan nu komme til at blive en hovedpine - og udgift - for det nuværende byråd. Det er status i Aalborg Kommune, hvor tidligere borgmester Henning G. Jensen (S) i 2005 underskrev et håndskrevet dokument vedrørende en grund på en 'attraktiv beliggenhed ned til Limfjorden'.
Aalborg Kommune er nu blevet stævnet af entreprenørvirksomheden Calum A/S, fordi kommunen gennem det delvist kommunaltejede Stigsborg P/S, der ejer grunden, har planer om at bygge boliger på grunden. Det vil tage fjordudsigten fra Calums grund, som ligger bagved, og det var ifølge firmaet en del af aftalen på det håndskrevne dokument, at det ikke skulle ske.
Derfor har virksomheden stævnet kommunen og vil efterprøve den juridiske værdi af dokumentet. Til gengæld regner kommunen ikke aftalen for forpligtende:
- Hos Aalborg Kommune har vi kendt til dokumentet siden dets tilblivelse. Der er ikke tale om en bindende aftale, og vi tillægger således ikke dokumentet en juridisk betydning, forklarer kommunaldirektør Christian Roslev.
Dokumentet blev foruden den tidligere borgmester skrevet under af daværende rådmand Henrik Thomsen (SF) og Henrik Calum fra entreprenørvirksomheden.
'Træls sag'
Nuværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) kalder over for TV2 Nord sagen 'træls', fordi stævningen ifølge ham går på en ulovlig aftale.
Ifølge en pressemeddelelse har kommunen på grund af sagens 'atypiske karakter' fået rådgivning fra et advokatfirma med speciale i ejendomsret, og af et notat om sagen fremgår det, at 'Calums krav er uberettiget, og dokumentet forpligter hverken kommunen til at friholde arealet fra bebyggelse eller til at betale erstatning til Calum A/S, idet der ikke er indgået en gyldig aftale, der forpligter Aalborg Kommune', samt at 'borgmesteren ikke gyldigt kan binde kommunen i forhold til en sådan forpligtelse'.
Derfor er det også Aalborg Kommunes plan at sende regningen videre til Henning G. Jensen og Henrik Thomsen, hvis det skulle ende med et nederlag i retten.
- Vi går ud fra, at vi vinder den her retssag. Skulle det alligevel ende med, at vi står med et erstaningskrav, så vil vi komme til de to underskrivere med et erstatningskrav, siger Christian Roslev til DR Nordjylland.
Han regner desuden ikke med, at sagen får konsekvenser for det byudviklingsprojekt, kommunen er i gang med i Nørresundby og Aalborg.
Henning G. Jensen ønsker ikke at udtale sig, så længe sagen kører.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.