
MIDDELFART / KOLDING / FREDERICIA: Energiselskabet Ewii skilte sig midt i juni af med sin administrerende direktør Knud Steen Larsen, efter problematiske sager med habilitet og sponsorater. Nu skal selskabets forbrugervalgte afgøre om de har tillid til, at bestyrelsen og formand Steen Dahlstrøm, der også er Middelfarts socialdemokratiske borgmester, kan fortsætte, skriver Fredericia Dagblad.
Skal formanden gå, kræver det at omkring 65 medlemmer af repræsentantskabet ønsker det. Bestyrelsens afgang kræver det samme antal. Repræsentantskabet er indkaldt til den 15. august. I et dagsordenforslag som har avisen har fået lejlighed til at se, er punkt ni og ti afstemninger om, hvorvidt repræsentanterne fremadrettet har tillid til henholdsvis bestyrelse og formand. Er der ikke det, bør de trække sig, mener kritikerne.
Medlemmerne vil også have svar på om de enkelte bestyrelsesmedlemmer har haft særstandpunkter. Dermed lægger de op til, at bestyrelsesmedlemmerne skal have lejlighed til at forklare sig, men det kan stride imod deres tavshedspligt, skriver avisen.
Ny retning
Efter afskedigelsen af direktøren besluttede bestyrelsen at dreje koncernen i en ny retning, efter i mere end et årti at have stået bag en ekspansiv vækststrategi, der indebærer milliondyre sponsorater og risikofyldte investeringer. Det skulle betyde færre penge på sponsorater og mere fokus på, at de bliver brugt i Trekantsområdet.
I en juridisk ekstern redegørelse blev den nu fyrede direktør kritiseret for at indtage en dobbeltrolle som medindehaver af to investeringsselskaber, der forvalter formuer for blandt andre en direktør for en af Ewiis største leverandører og en af selskabets vigtigste kunder.
Forud for afstemningen om formanden og bestyrelsen forventer repræsentanterne ifølge Fredericia Dagblad bl.a. en grundig redegørelse for forløbet op til direktørens afgang og en udredning af samarbejdet mellem direktøren og formand Steen Dahlstrøm.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.