DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Økonomi
DK IT
DK Job

TV2: Ordførere indkaldt til Sundhedsministeriet 12.15

Sundhedsordførerne er indkaldt til orientering med kort varsel. "Vi følger alle tegn meget tæt," skriver Heunicke.

Partiernes sundhedsordførere er indkaldt til en orientering i Sundhedsministeriet. Det erfarer TV2.

Mødet begynder ifølge mediet 12.15 og er uden dagsorden.

Mødeindkaldelsen er kommet, efter at flere af sundhedsordførerne tirsdag morgen i medierne har talt for, at der skal være flere restriktioner - særligt i hovedstaden. Her er der registreret høje smittetal den seneste tid.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, siger dog, at det er for tidligt at tale om kommunal eller regional nedlukning.

- Ja, det er for tidligt i dag at træffe beslutning om, hvorvidt der skal indføres nye restriktioner. Der går nogle dage, før man kan se effekt af de restriktioner, der er blevet indført, siger han til Ritzau.

- Det er klart, at hvis vi står om nogle dage og ser, at smitten kommer ud af kontrol, eller det kan se sådan ud, så er det klart, at det er vigtigt, der bliver handlet, tilføjer han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke er på linje:

"Data for rejseaktivitet viser klare tegn på nedgang i samfundsaktiviteten efter den delvise nedlukning i sidste uge. Vi følger meget tæt alle tegn på, hvad der kan vise sig at være en early warning i Danmark og er parate til yderligere handling," skriver han på Twitter.

Høje tal i hovedstaden

I går nåede incidensen i Københavns Kommune helt op på 786. Næsten 5.000 borgere i kommunen er testet positiv den seneste uge. Især de 20-29-årige er smittede - 1.701 den seneste uge.

Peder Hvelplund, der er Enhedslistens sundhedsordfører, har til Ritzau sagt, at han synes, det er for tidligt med restriktioner på juletrafikken, men at storcentre bør lukkes, og de mindste skolebørn bør sendes hjem.

Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative, har over for TV2 News foreslået rejsebegrænsninger i juletiden for folk i hovedstadsområdet.

Professor i virologi Allan Randrup Thomsen mener, at regeringen bør indføre retningslinjer, der forhindrer især københavnere i at rejse ud af hovedstadsområdet.

- Den simpleste løsning ville være, hvis Danmark blev delt ved Storebælt – Region Sjælland er også relativt hårdt ramt. En anden mulighed ville være at sige, at man kun må befinde sig 50 eller måske 100 kilometer fra sin bopæl, siger han til TV 2.

Københavns overborgmester Lars Weiss (S) har i dag opfordret kommunens borgere til at holde sig mest muligt hjemme.  

Artiklen er opdateret 11.36 med udsagn fra Magnus Heunicke og Rasmus Horn Langhoff.

Ritzau / ak