
HADERSLEV: En miljøsag om dræning og opfyldning af søer på svineavler og byrådsmedlem Benny Bondes (LA) marker har fundet sin afgørelse i landsretten. Ifølge JydskeVestkysten blev politikeren i dag fundet skyldig i overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved at have drænet og fyldt to søer på sine marker op. Søerne måler mellem 400 og 500 kvadratmeter.
Det betyder en bøde på 10.000 kr. samt tvangsbøder, til de to søer er reetableret. Dermed var det en stadfæstelse af byrettens dom bortset fra, at en tredje sø ikke skal reetableres.
Benny Bonde har over for avisen den kommentar til afgørelsen angående de to søer: 'Den ene er der jo endnu og den anden er bare noget jord, jeg har fyldt op i lavningen. Det er meget lidt, jeg skal lave. Det kan jeg lave mellem 10 og 12 i kirketiden en søndag.'
Miljøsagen fik fra byrådsperiodens begyndelse konsekvenser for Bonde, der både er viceborgmester og formand for teknik- og miljøudvalget. Udvalgskollegerne ville ikke uddelegere kompetancen til at træffe formandsafgørelser til ham - som det ellers er kutyme.
I december 2015 forsøgte udvalgsmedlem Svend Brandt (EL) efter byretsdommen at få ham afsat som formand og fik i udvalget tilslutning fra Søren Rishøj Jakobsen (S) og Karl Gunnar Gregersen (S), men fik dermed ikke flertal i det syv mand store udvalg, der udover Bonde tæller Peter Kofod Poulsen (DF), Keld Valentin (V) og Ole Bang Jensen (V).
Også denne sag bringer spørgsmålet op, om han med en miljødom selv kan sidde som formand for samme fagudvalg. Svend Brandt mener ifølge JydskeVestkysten ikke, han kan blive siddende, når han er dømt inden for udvalgets område. Derimod bakker borgmester Hans Peter Geil (V) ham op og siger til avisen, at forsømmelsen 'ikke er så slem, at han ikke kan være formand. Jeg vil ikke moralsk dømme ham ude'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.