dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto ©Andre Dias Nobre/Ritzau Scanpix
PORTUGAL-ELECTIONS-VOTE
Foto ©Andre Dias Nobre/Ritzau Scanpix

Præsident får kritik for udtalelser om højrepopulister i Portugal

10. MAR 2024 5.00
Præsident i Portugal vil gøre alt for at forhindre højrepopulister i at komme til magten efter søndagens valg.

Portugals traditionelt set neutrale præsident, konservative Marcelo Rebelo de Sousa, har forud for parlamentsvalget søndag trukket overskrifter med sin kritik af det højrepopulistiske parti Chega.

I et interview med avisen Expresso fredag udtalte præsidenten, at han vil gøre alt for at forhindre Chega i at komme til magten, selv om befolkningens opbakning til partiet har været stødt stigende.

Valget finder sted i utide, fordi den tidligere socialistiske leder António Costa i november trådte tilbage efter otte år som premierminister midt i en korruptionsefterforskning.

Ifølge meningsmålinger står Chega, der er ledet af den tidligere sportskommentator André Ventura, til at tage mellem 15 og 20 procent af stemmerne på landsplan og blive kongemager i et nyt parlament.

André Ventura fortalte i sidste måned, at Chega vil kræve at blive en del af en højreorienteret regering i bytte for parlamentarisk støtte.

Chega håber at kunne indgå i centrum-højrekoalitionen Demokratisk Alliance (AD) med det borgerlige, liberale parti PSD i spidsen.

Men AD har indtil videre afvist enhver form for aftale med Chega.

På den anden side står Pedro Nuno Santos, der blot har været i spidsen for landets socialdemokratiske parti, Partido Socialista (PS), i få måneder efter António Costas tilbagetræden.

At stemme socialistisk "er den bedste måde at stoppe det yderste højre i Portugal og dets indflydelse på enhver fremtidig regering," har han udtalt med henvisning til Chegas popularitet.

De fleste meningsmålinger sætter AD lidt foran socialisterne. Men næsten 20 procent af vælgerne er ifølge analytikere stadig uafklarede.

Forargelsen over den tidligere premierministers korruptionssag ser ud til at give yderligere momentum til Chega.

Chega, hvis navn betyder "nok", er utilfreds med de moderate mainstreampartier, der har regeret Vesteuropas fattigste lande i de seneste fem årtier.

Partiet blev grundlagt i 2019 af udbrydere fra PSD-partiet.

Chega har allieret sig med Europas anti-immigrationspartier, såsom Marine le Pens Rassemblement national i Frankrig og Tysklands Alternative für Deutschland.

/ritzau/Reuters

Fra forsiden:

GDPR