
MIDTJYLLAND: Tirsdag begynder gravearbejdet ved Harboøre Tange, hvor 130 ton forurenet jord og sand hentes op fra et omstridt giftdepot. Det var her ved høfde 42, at kemikalieproducenten Cheminova deponerede tonsvis af giftigt affald i 1950'erne og 1960'erne.
I 2006 blev der hamret en spunsvæg ned i strandsandet for at indkapsle de giftige kemikalier. Men nu skal der gøres et forsøg på at rense den forurenede jord. Det kan måske bane vejen for en oprydning af hele området.
- Det har været et lokalt ønske i mange år at få det væk. Både af hensyn til risikoen for, at der ved en stormflod sker et læk, men også fordi det er et turistområde, hvor det ikke hører til, siger Jørgen Nørby (V).
Han er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland, som står for opgravning af jorden.
To firmaer - Krüger A/S og Fortum Waste Solutions A/S - har fået statslige forskningskroner til at teste, om de ved hjælp af forskellige metoder kan rense jorden.
I det ene forsøg skal rensningen ske, ved at man varmer jorden op til over 300 grader. Det skal få den kviksølvholdige del af jorden til at fordampe. I det andet forsøg skal jorden renses med væske under tryk, så man på den måde vil søge at 'skrubbe' kemikalierne ud.
Til efteråret ventes det at stå klart, om forsøgene har haft en effekt, og om jordrensningen virker. Gør den det, kan det måske blive en løsning, der kan anvendes på de cirka 49.000 ton særligt forurenet jord. Det kræver dog, at regionen og staten bliver enige om, hvem der skal betale for opgaven.
- Det er regionen, der har tilsynsforpligtelsen, men vi mener, det er en statsopgave at sørge for, at depotet fjernes. Vi har ikke tilnærmelsesvist midler, der strækker til det her, siger Jørgen Nørby.
Ifølge et tidligere skøn vil det koste 250 mio. kr. at fjerne giftdepotet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.