
KØBENHAVN: Ved en ceremoni i Frankfurt fredag 3. februar modtog Jens Stein fra Hofor, der er chef for Amagerværket, en af verdens mest prestigefyldte designpriser, German Design Award. Prisen tildeles Hofor som bygherre på det spektakulære design på Amagerværkets blok 4, som stod færdigt i 2020.
- Vi er stolte af, at det også bliver bemærket uden for landets grænser, at designet af Blok 4 kan noget helt særligt. Moderne arkitektur er særlig spændende, når den rækker ud over den rene æstetik, og som i dette tilfælde på smukkeste vis på samme tid formidler den proces, der foregår inde i værket, og de ambitiøse planer om at gøre København CO2-neutral så hurtigt som muligt, siger bestyrelsesformand i Hofor, Susanne Juhl i en pressemeddelelse.
Det er den danske arkitektvirksomhed Gottlieb Paludan Architects, der har udformet bygningen og facaden, og det er den engelske lysdesignvirksomhed Speirs Major, der har skabt belysningen på facaden.
- Vi har i mange år været med til at skabe arkitekturen til den grønne omstilling - ofte med Hofor som bygherre - og vi glæder os over, at dette byggeri vækker så stor international opmærksomhed og modtager så markant en pris. Byggeriet sender et vigtigt signal om Københavns grønne udvikling og om en by og en bygherre, som er klar til at prioritere arkitektur og design som en integreret del af denne udvikling, siger Mette Lyng Hansen, CEO for Gottlieb Paludan Architects.
Flere tusinde deltagere
Hofor har vundet guld i kategorien Excellent Architecture, og I begrundelsen lyder det, at bygningens ydre er en afspejling af, hvad der sker inde i værket, afbrænding af biomasse. På den måde viser designet udviklingen i den grønne omstilling - både hos Hofor og København.
"Med dette i tankerne understreger den lokale energileverandør Hofor sit skridt væk fra kul med et modigt og dynamisk facadedesign på sit nye biomasse-fyrede kraftvarmeværk. Det inkluderer frem for alt et skridt væk fra kul og et skifte til bæredygtig, vedvarende energi - en disruptiv transformation, som HOFOR synliggør bredt med en usædvanlig facadebeklædning til sit kraftvarmeværk. Lodret arrangerede træstammer skaber en seks meter dyb gardinstruktur, der omgiver hele bygningen, som med sin skulpturelle æstetik giver indtryk af en tæt skov og dermed refererer til brugen af træflis som biomasse. Dette er allerede imponerende om dagen og især atmosfærisk om natten, da strukturen desuden er oplyst af et fascinerende gulligt lys", lyder det fra juryens udtalelse.
Det er German Design Council, der står bag prisen, der blev indstiftet helt tilbage i 1953, og mere end 4.200 virksomheder fra 60 forskellige lande deltog i konkurrencen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.