
JAMMERBUGT: I Vej og Park i Jammerbugt bliver der normalt hjemsendt en stor gruppe sæsonansatte medarbejdere 1. november. Men i år er hjemsendelsen udskudt i seks uger. I stedet har 18 medarbejdere fået mulighed for at blive opkvalificeret via et skoleforløb i it, matematik og dansk. Det oplyser kommunen.
Forløbet, som foregår hos HF&VUC Nord i Aabybro, er en del af et større opkvalificeringsprojekt i kommunen. Formålet med projektet er både at sikre, at flere ledige har de rette kompetencer til at stå til rådighed for virksomhederne, og at flere ledige føler sig klar til at tage en uddannelse.
Selv om man normalt ikke forbinder pasning af kommunens bede og græsslåning med it og matematik, er det en vigtig del af arbejdet, siger parkchef Flemming Kjeldgaard Larsen.
- Digitalisering af arbejdsgangen stiller stigende krav til særligt it-færdighederne blandt vores medarbejdere. Derfor glæder det mig meget, at vi har fået muligheden for at forlænge ansættelsen af de sæsonansatte medarbejdere, men endnu mere, at de samtidig kan få et kompetenceløft og ruste sig til fremtiden. Samtidig får vi langt gladere og mere tilfredse medarbejdere, som skaber værdi for os, siger han.
Mere effektive
Undervisningen giver da også god mening, vurderer anlægsgartnerne Mette Bak og Helle Svenningsen, som begge er en del af forløbet. De er overbeviste om, at de er blevet langt mere effektive til jeres job.
- Jeg kan allerede mærke, at vi er blevet bedre til de forskellige systemer, vi bruger i dagligdagen. F.eks. får vi langt nemmere ved at bruge Teams til at kommunikere med de kollegaer, vi ikke ser hver dag. På den måde kan vi meget nemmere hjælpe hinanden og sørge for, at de fx ikke bestiller ekstra rododendron hjem i Brovst, hvis vi har nogle til overs i Pandrup. Så vi bliver langt mere effektive i vores arbejde. Jeg kan også mærke, at Excel ikke er helt så fremmed, som det har været, siger Mette Bak.
- Personligt giver det lidt ekstra stolthed over min faglighed. At kunne tingene selv i stedet for at bruge lommeregneren. Men jeg føler også, at vi som kollegaer bliver rystet rigtig godt sammen, supplerer Helle Svenningsen.
Lyst til uddannelse
Hos en gruppe af ledige, opleves basale læse-, skrive- og regnefærdigheder som en hindring i forhold til at tage en uddannelse. Men det er netop her, projektet også kommer til sin ret, mener Diane Aarestrup (S), som er formand for kommunens beskæftigelsesudvalg.
- Jeg håber inderligt, at vi igennem projektet kan inspirere flere ledige til at tage en uddannelse, så vi på den måde kan bidrage til at få dem på en vej mod beskæftigelse og samtidig sikre vores lokale virksomheder den rigtige og kvalificerede arbejdskraft, siger hun.
Projektet er fuldt finansieret via midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.