Assensmodellen:
Bedst at møde lodsejere med et omrids på et kort og så ikke mere

ASSENS: ”Vi er stolte af at være én af de førende kommuner i udtagningen af lavtliggende landbrugsjord til miljøformål, og jeg ved, at der er mange andre kommuner, som kigger på os for at se, hvordan vi gør”, er Jens Jakobsen (V), formand for Miljø, Teknik og Planudvalget, citeret for i en pressemeddelelse fra Assens Kommune.

Og hvordan er kommunen så kommet dertil? Projektleder Jannik Seslef har om nogen en andel i, at der er noget for andre kommuner at komme efter ved at lytte til erfaringerne, og han fortæller til DK Nyt, hvordan han ved sin ansættelse i 2015 hørte om, hvor enormt svært det var at få lodsejere med på at etablere vådområder. Hvordan projektledere blev slidt op, mødte megen modstand og gik ned med stress. 

- Dengang var der så heller ikke samme konsensus mellem landbrugs-og naturorganisationer som vi ser i dag, og det smittede af på lodsejerne, når de blev præsenteret for et vådområdeprojekt på deres jord. Nogle enkelte kunne se sig selv i det, de fleste kunne ikke, og projekterne skulle jo være frivillige.

- Jeg skulle vænne mig til rollen som repræsentant for kommunen, loven og myndigheden, for jeg kom fra en helt anden verden. Jeg har blandet andet været sælger og været vant til, at det ikke er nok at komme med bare én vare på hylden og kun til én pris. Så hvis jeg ville have min vare solgt, var det min opgave at møde dem, der skal købe den og lytte til dem, siger Seslef, der udover sælgerjobbet også har været selvstændig anlægsgartner.

- Den normale måde at præsentere et projekt var dengang sammen med en privat rådgiver at identificere et areal, studere en tyk vejledning og redegøre for kvælstofudledning, CO2-reduktion og på papiret præsentere et færdigt – og teknisk tungt - projekt, som man så tog ud til landmændene med og spurgte, om de ville være med til. Det skreg jo til himlen, erklærer Seslef, der har siddet til mange møder ved folks køkkenborde og mødt unødig modstand, fordi lodsejerne ikke blevet inddraget tidligere. 

- Der kan være masser af andre gode grunde end dyrkning og drift til, at folk ikke vil afgive deres jord. Det kan være jagt, herlighedsværdi eller blot det, at jorden er gået i arv gennem generationer. 

Et fedt forum

Fra 2016 og til i dag går Assens-modellen ud på, at Seslef udpeger et område, der er lavt og vådt, tegner det ind på et kort og så ikke mere.

Så inviteres de implicerede lodsejere sammen med den valgte rådgiver til fællesmøde, hvor baggrunden for projektet, mulighederne og kompensationsordningen præsenteres. Altså med fuld tillid til, at folk kan være med fra helt fra begyndelsen: Hvad er vigtigt for dem? Det skaber tillid at gøre tingene sammen, selv om det er svært i starten. 

- Det første møde er et fedt forum og kan sagtens indeholde spændinger, men der er ikke nogen eller noget  at blive sur på. Vi kan præsentere statens ønske om at reducere kvælstof- og CO₂-udledning fra lavbundsområder, og det er jo ikke Assens Kommune. Men vi kan til gengæld hjælpe landmændene med at sikre dyrkning på mere robuste arealer og forebygge, at de bliver pålagt dyre efterafgrøder for at holde på kvælstoffen. 

- Det har været en øjenåbner for mig at se, hvordan det for gennemførelsen kan være helt ligegyldigt, hvor mange ton kvælstof, vi kan undgå at udlede, men meget vigtigere, hvad området kan bruges til bagefter, når man kaster ejerforholdene op i luften.

Ved hjælp af jordfordeling kan man - ud over en bedre arrondering - åbne for offentlig adgang til natur i områder, hvor andre beboere i det kuperede fynske terræn ellers er vant til, at de kun må gå tur på landevejene. Der kan etableres stisystemer, og tidligere dyrkede marker kan blive afgræsset og blive til værdifuld natur for lokalområdet.

Social udvikling

Seslef har da også kunnet konstatere, at den mere multifunktionelle måde at opfatte vådområderne på i høj grad handler om social udvikling og bosætningsstrategi, om at gøre det mere attraktivt at bo på landet.

- Mange af landmændene har også en interesse i at mindske konflikter i området. De kan være vant til at få fingeren, når de kører ud med store maskiner, og kan på denne måde gå ind i nye samarbejder om at forbedre det lokale fællesskab.

- Alt er selvfølgelig ikke lyserødt, og vi møder stadig lodsejere, som bare ikke vil være med til et projekt, men det er jo helt i orden, for det skal være frivilligt. Lodsejere kan være så modvillige, at de forlader det første fællesmøde, og så er det jo vores opgave at afgrænse projektet uden om deres jord – og undgå at spilde tiden med at forsøge at overtale dem.

På den måde kan ”stemningen” i lokalområdet ændre sig fra modstand til opbakning i løbet af perioden, hvor forundersøgelsen foregår.

Det første opstartsmøde slutter som regel foran et whiteboard, hvor alles viden om det pågældende lave våde område tegnes ind: Hvor er der dræn, eventuel god jagt, særlige problemer eller anden vigtig information.  

Først derefter går der fire til seks måneder med at få det hele sammenfattet i et decideret projektforslag, før lodsejerne igen indkaldes, så det kan finpudses. Måske kan kommunen tilbyde at betale for indhegning af kreaturer, der skal afgræsse nye naturarealer og på den måde supplere de statslige støtteordninger.

Staten betaler ikke for synergier, så midlerne til at forfølge multifunktionelle elementer som hegn, stier og shelters m.m. kommer fra kommunens pengekasse, og et succesfuldt udtagningsprojekt afhænger derfor i høj grad af lokalpolitisk forankring og afsatte midler til det formål. 

Helt nye metoder

- Det handler om 90 procent dialog og ti procent indhold, vurderer Jannik Seslef, hvis erfaring også er blevet, at vellykkede projekter gør det nemmere for de næste. Han er nu ude for, at hvis en kritisk lodsejer går hårdt til ham – og projektet - på det første møde, bliver han nu ofte bakket op af andre jordejere, der kun har godt at sige om et tidligere projekt.

Alt i alt er det blevet til 10 realiserede vådområde projekter, og med et løbende rul på 20 projekter, der omfatter ca. 1.500 hektar, kan der nu gennemføres et projekt om året.

Hovederfaringen med at gå til det første møde med et blankt landkort og vilje til at tage imod, før stregerne sættes på papiret, er han ikke i tvivl om. Og det er så den Assensmodel, som ikke bare andre kommuner, men også landbrugsorganisationer og folk fra styrelser inspireres af.  

Interessen om modellen har udmøntet sig i et uformelt fagligt netværk med folk fra 15-20  kommuner og Naturstyrelsen, der nu mødes tre-fire gange årligt og sammen udveksler erfaringer og udvikler helt nye metoder.

Kortet viser hvor der er etableret stier, madpakkehus og stiforbindelse i området samt stiforbindelse til et ældre vådområdeprojekt ved Verninge Mose, som Assens Kommune etablerede i 2018. Her er der også adgang via stier og afgræsning med kreaturer.