
Projektet Brandkadetter i Danmark, der har uddannet 579 brandkadetter siden 2014, får lov til at leve videre. Det landsomspændende projekt arbejder med at inddrage unge i beredskabets arbejde. Finansieringen til projektet udløber ellers ved udgangen af 2018, men nu er der fundet ny finansiering. Det oplyser Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
Forsvarsministeriet vil støtte projektet med op mod seks mio. kr. fra 2019 til 2021. Velux Fonden støtter med 4,6 mio. kr.
Danske Beredskaber står i spidsen for projektet, og den nye finansiering vækker glæde hos formand Jarl Vagn Hansen.
- Den fortsatte støtte af projektet betyder ikke bare, at projektet kan fortsætte. Det er samtidig et gedigent skulderklap til hele projektets eksistensgrundlag, der virkelig har formået at favne og gavne arbejdet med unge i landets brandkadet- og ungdomsbrandkorps, siger han.
Projektet skifter navn til Unge i Beredskabet. Det kommer til at bygge videre på tidligere erfaringer, men kommer til at være mere omfattende end tidligere. Fremover skal projektet også fokusere på at nedbringe chikane og angreb på brandfolk i udsatte boligområder.
- Vi er utroligt glade for, at forsvarsministeren og Folketinget kan se potentialet i, at vi laver brandmænd i stedet for at lave bøller ud af de unge mennesker, som har udfordringer i deres dagligdag, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Det er blandt andet episoder som ved seneste nytårsaften, man vil undgå. Her blev brandvæsnet angrebet 20 gange med fyrværkeri. Episoderne er med til, at Forsvarsministeriet ønsker at støtte projektet økonomisk.
- Angreb som dem vi så nytårsaften, hvor brandfolk og politibetjente flere steder blev angrebet med fyrværkeri, er jo helt og aldeles uacceptable. Redningsberedskabet har gode erfaringer med at forebygge sådanne hændelser ved at inddrage unge i konstruktive fællesskaber. Det arbejde vil regeringen gerne støtte, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Med den nye finansiering kan projektet fortsætte frem til og med 2021.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.