
SILKEBORG: Normalt slås Silkeborg Kommune med høj vandstand, men på grund af tørken kan kommunen nu ikke overholde de regulativer, kommunen skal følge, og samtidig er der risiko for, at hjejlebådene, som blandt andet omfatter Danmarks ældste hjuldamper Hjejlen, går på grund, skriver TV2 Østjylland.
Derfor har kommunen valgt at placere betonklodser i fiskepassagen ved Langebro ved Gudenå for at bremse vandet. Klodserne er cirka 40 centimeter høje, og ideen er, at de skal bremse vandet og give lidt højere vandstand.
Løsningen er dog en midlertidig løsning på et akut problem, oplyser Flemming Heiberg (V), der er næstformand i miljø- og klimaudvalget.
- Det vil være en katastrofe, hvis Hjejlen ikke kan sejle i højsæsonen. Vandstanden er et kæmpe problem, der betyder utrolig meget for turismen og hjejleselskabet lige nu.
At vandstanden rent faktisk er af meget stor vigtighed understreges af Thomas Klostergaard, der er direktør ved Hjejleselskabet.
- Vi har omkring 2.500 gæster om dagen på nuværende tidspunkt. I højsæsonen kommer hovedparten af vores gæster langvejs fra, så det er 2.500 mennesker, der også kommer rundt til byens butikker, caféer og hoteller. Det ville have en ret stor konsekvens for området, hvis vi ikke kunne sejle, siger Thomas Klostergaard og tilføjer, at han er 'vanvittig glad' for den atypiske løsning fra kommunens side.
- Det sker med jævne mellemrum, at nogen smider en cykel eller en indkøbsvogn i vandet, og sidste fredag ramte det yderste af skovhjulet på Hjejlen en cykel, siger Thomas Klostergaard og fortsætter:
- Vi er nødt til at tage vare på det, der kan komme. Hvis vandet var faldet 10 centimeter yderligere, så ville vi have en meget stor udfordring.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.