VIBORG: Kommunaldirektørs habilitetsvurdering af Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V) er "tvivlsom". Sådan lyder vurderingen fra professor i forvaltningsret og viceinstitutleder på Aalborg Universitet Sten Bønsing i Finans, efter at mediet i sidste uge beskrev, hvordan borgmesterens kæreste er blevet ansat i biogaskoncernen BioCirc, der bl.a. har søgt om tilladelse til etablering af en energipark i kommunen.
I en mail til byrådet, som DK Nyt har læst, slår kommunaldirektør Lasse Jacobsen fast, at borgmesteren ikke er inhabil. "Borgmesterens relation til en medarbejder ansat i BioCirc medfører ikke inhabilitet, idet der ikke er tale om ansættelse i en ledende funktion i BioCirc," lyder det.
Men det kalder Steen Bønsing i Finans en meget tynd forklaring. Han mener, at kommunaldirektøren kun har taget stilling til borgmesterens habilitet ud fra det, der kaldes selskabsinhabilitet og ikke økonomisk eller personlig inhabilitet. "Det lyder tvivlsomt, om det er rigtigt, at man kan være så sikker på, at det (Viborgs behandling af BioCircs ansøgning, red.) ikke har nogen betydning for hendes økonomi. Det er en meget tynd forklaring," siger Sten Bønsing, der i stedet mener, at sagen bør drøftes i byrådet.
Til mediet skriver Ulrik Wilbek, at han forholder sig til, "hvad kommunens jurister er kommet frem til. De er sådan set også eksperter". Kommunaldirektør Lasse Jacobsen har ikke ønsket at udtale sig til mediet i forbindelse med artiklen.
Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, hvordan byrådet ikke blev orienteret om forholdet, men først blev opmærksom på ansættelsen i forbindelse med Finans' dækning af sagen. Det fik et byrådsmedlem fra Enhedslisten i Viborg til at kræve en redegørelse fra borgmesteren, der også der afviste, at ansættelsesforholdet skulle have betydning for hans evne til at træffe beslutninger om et potentielt kommende energiprojekt fra virksomheden.
I samme ombæring forklarede han, at kæresten ikke vil være involveret i Biocircs projekter i Viborg.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.