
SYDDANMARK: Med nej’et fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) til at dække tidligere Bios-redderes løntilgodehavender er Region Syddanmark efterladt i præcis samme situation som Aalborg og Hjørring kommuner, som i sager om overtagelse af medarbejdere fra konkursramte private plejefirmaer, også er blevet ramt af LG's fortolkning af, hvornår der er tale om en virksomhedsoverdragelse, hvor lønforpligtelsen følger med.
Det mener Region Syddanmark ikke den gør i tilfældet Bios, og det mente Aalborg Kommune og Hjørring Kommune heller ikke, at den gjorde i tilfældet Kærkommen, der gik konkurs i marts 2015. Indtil videre er det imidlertid LG's fortolkning, der er den gældende, men den er udfordret af fagforeningen FOA, som har anlagt sag ved Vestre Landsret mod både LG og de to kommuner.
FOA's interesse i sagen er at hverken LG eller de to kommuner vil give sig og udbetale de konkursramte medarbejderes tilgodehavender, og derfor har de stadig ikke fået deres løn. En dom vil være retningsgivende for hvem der hæfter i sådanne sager, men indtil videre mener Region Syddanmark, at Garantifondens syn på virksomhedsoverdragelse eller ej er helt urealistisk.
- Vi er helt uenige i præmissen. Vi vidste, at vi havde besluttet at hjemtage driften efter konkursen. Det kan godt ske, at det fra København i LG’s kontorer bag et skrivebord kan se sådan ud, at vi har planlagt det i god tid, men det passer ikke. Virkeligheden er altså, at vi skal tage beslutninger om at folk kan få livsvigtig hjælp af ambulancerne her i regionen. Derfor bliver vi da nødt til at handle. Vi har ikke drøftet virksomhedsoverdragelse før Bios’ konkurs, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) til dknyt.
Hun pointerer, at LG ikke har henvendt sig til regionen overhovedet, så regionen ved kun, hvad den hører på anden hånd.
- Vi skulle handle og træffe beslutninger på meget kort tid om ambulancedrift, og hvis man ikke kan gøre dette, ja så må jeg sige, at vilkårene for udbud skal drøftes for fremtiden, siger Stephanie Lose.
Kriseplan i skuffen er ok
Hun støttes i synspunktet af ekspert i konkursret ved Københavns Universitet, Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen. Ifølge ham er det en helt normal praksis, at regionen forbereder sig, skriver DR.
- Det er jo helt okay, at en region har en kriseplan liggende i skuffen, der handler om, hvad den vil gøre, hvis ambulancevirksomheden går konkurs. Det er jo ikke det samme som, at man har overtaget ambulancedriften. Efter min opfattelse er det tvivlsomt, om LG kan nægte at betale, siger han til DR.
Men Lønmodtagernes Garantifond står fast på sit:
- Vi vurderer, at virksomhedsoverdragelsen af medarbejderne i Bios til Region Syddanmark reelt må anses at være sket eller i hvert fald tilrettelagt forud for konkursen. LG baserer dette på en vurdering af begivenhederne frem mod konkursen og i dagene umiddelbart efter konkursen, herunder at regionens overtagelse af ambulancedriften var omhyggeligt tilrettelagt inden konkursen, siger kundechef Louise Starup fra Lønmodtagernes Garantifond om sagen og i en skrivelse til de tidligere Bios-ansatte.
- Når en virksomhed skifter ejer, betyder det, at det er den nye ejer, der skal betale alle de krav på løn m.v., som medarbejderne har til gode. Den nye ejer indtræder i alle aftaler om løn og ansættelsesvilkår i forhold til de medarbejdere, der på overdragelsestidspunktet ikke var opsagt og fritstillet. Det betyder, at Bios-reddernes krav alene kan rettes mod Region Syddanmark og ikke mod LG, siger Louise Starup.
Vi har handlet forsvarligt
Lige så fast står regionsrådsformand Stephanie Lose på sit og Region Syddanmarks synspunkt:
- Vi har absolut ikke planlagt virksomhedsoverdragelse på forhånd for at tørre gammel gæld af på LG, nej, vi har handlet forsvarligt, synes vi. Vi har truffet en politisk beslutning om at hjemtage ambulancekørslen, hvis vi kunne få en aftale. Og det kunne vi. Vi har absolut ikke lavet nogen hemmelig aftale med Bios og aftale det hele på forhånd før konkursen, det er ikke sandt fra LG’s side, mener Stephanie Lose.
- Vi kunne have ladet være med at gøre noget som helst og siddet på vores hænder og ladet borgerne i stikken. Det valgte vi ikke at gøre. Det er utænkeligt og uansvarligt, og alt dette gør udbud meget svært. Vi ville ikke gøre noget anderledes i denne sag, fordi det handler om menneskeliv, siger hun.
Region Syddanmark undersøger nu sine muligheder:
- Det er tydeligt, at de politiske implikationer ikke er tænkt igennem, og det gør udbud noget svært. Hvorfor vi ikke må træffe beslutninger i sådanne sager, forstår jeg ikke. ’Under forudsætning af, at Bios går konkurs i morgen, ønsker vi at hjemtage driften’, skrev vi dagen før konkursen. Vi har intet hørt fra LG i denne sag, men kun hørt noget ad omveje, og er det en endelig beslutning uden ankemuligheder, må vi jo gøre krav i boet i de 30 mio. kr., som vi selv har indbetalt. Men der er meget, der skal afklares her i denne sag, og nu skal regionens jurister studere sagen, fastslår Stephanie Lose.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.