
AARHUS: I lørdags skulle letbanen have tøffet gennem Aarhus' gader, men sådan blev det ikke. Trafikstyrelsen vurderede i sidste øjeblik letbanen til ikke at have sikkerheden i orden. Efter en redegørelse omkring den manglende godkendelse kom borgmester Jacob Bundsgaard (S) på banen på et pressemøde i tirsdag formiddag. Og meldingen var klar fra borgmesterens side: Aarhus Letbane har klart undervurderet omfanget af sikkerhedsarbejdet.
- Der har manglet papirarbejde omkring det sikkerhedsledelsessystem, der skal være på plads for, at Trafikstyrelsen kan give en endelig godkendelse - det arbejde har man undervurderet omfanget af, det er derfor utilfredsstillende at man ikke har løst den opgave, og man har derfor givet en alt for usikker udmelding om den endelig dato for letbanens kørsel.
Forsikrede at sikkerheden var i orden
Fredag aften lød det fra Sikkerhedsstyrelsen, at letbanen ikke er i nærheden af at have ordentlig sikkerhedsforhold.
Det skete på trods af, at Jacob Bundsgaard onsdag aften modtog en mail fra stadsdirektør Niels Højbjerg om, at letbanens direktør Claus Rehfeld Moshøj regnede 'fuldt og fast' med at godkendelsen ville falde på plads.
Borgmesteren mener, at det er stærkt kritisabelt, at direktionen i Aarhus Letbane fejlvurderede sikkerheden, og hvornår letbanen kom til at køre.
- Det ville have været klart det bedste, om man havde været sikker og ikke havde beroet på, at man forventede en godkendelse. Men det er en fejlvurdering, og det er kritisabelt, siger borgmesteren.
Ansvaret ligger hos Aarhus Letbane
Jacob Bundsgaard understreger, at ansvaret ligger fuldt ud på Aarhus Letbanes skuldre, og han vil derfor også se på, hvad udskydelsen eventuelt skal have af konsekvenser for de ansvarlige i direktionen.
- Jeg er ikke kommet tættere på, om der er nogen, der skal fyres. Vi har byrådsmøde i morgen. Der vil jeg give en orientering og drøfte, om sagen skal have personmæssige konsekvenser, siger borgmesteren.
Keolis skal senest tirsdag klo. 12 aflevere en detaljeret plan for, hvordan man kan få det manglende sikkerhedscertifikat. Det fremgår af dokumenter fra Aarhus Kommune.
Det var blandt andet det manglende sikkerhedscertifikat, der var skyld i, at letbanen i Aarhus ikke kunne åbne 23. september som planlagt.
Det er endnu uvist, hvornår letbanen kan indvies og medtage passagerer.
Se redegørelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.