
Der skal mere gang i det almene boligbyggeri.
Derfor åbnes der for, at almene byggeprojekter med samlet 1.400 boliger kan blive godkendt, selv om de er blevet meget dyre - med anskaffelsessummer på over 20 procent af maksimumbeløbet. Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge ministeriet har en række byggerier været klar til at blive opført siden årsskiftet. Men høje energipriser og et kapacitetspres i branchen har ført til, at flere byggerier ikke kunne holdes inden for maksimumbeløbet. Beløbet fastlægger, hvor meget de færdige byggerier må koste per kvadratmeter.
Med det nye tiltag - som også betyder, at maksimumbeløbet hæves ekstraordinært for at tage højde for prisudviklingen - er håbet, at der kommer gang i byggeriet.
- Jeg er meget glad for, at vi med disse initiativer kan skabe mulighed for at opføre flere almene boliger. Regeringen har en klar ambition om at skabe mere blandede byer med flere almene boliger, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i pressemeddelelsen.
Yderligere initiativer
Ministeriet skriver i en analyse, at man regner med øgede boliginvesteringer for 0,9 milliarder kroner i 2023, 1,2 milliarder kroner i 2024 og 0,9 milliarder kroner i 2025 på baggrund af tiltagene.
Hos Enhedslisten glæder man sig over, at det planlagte byggeri nu ventes at kunne blive gennemført. Her åbner boligordfører Søren Egge Rasmussen for yderligere initiativer.
- Vi vil også meget gerne sikre flere almene boliger og vil gerne drøfte muligheder med boligministeren for at hæve maksimumsbeløbet for flere boliger og andre økonomiske løsninger for at sikre udbygningen med almene boliger, siger han i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.