KØBENHAVN / FREDERIKSBERG: Både Københavns og Frederiksbergs befolkninger vokser støt, og de mange ekstra indbyggere i hovedstaden kræver stadig mere plads til både boliger og infrastruktur.
Det betyder også, at politikerne er nødt til at overveje, hvordan man bruger pladsen bedst muligt.
Derfor søsatte de to kommuner i samarbejde med Region Hovedstaden og private samarbejdspartnere et mobilitetsprojekt, som skulle vise, om borgerne på Frederiksberg og i København kan klare sig med forskellige typer af delebiler, bycykler og kollektiv transport og dermed opgive privatbilen.
Pakke dækker behov for mange
I tre måneder har beboerne i Krusågade på Vesterbro og på Henrik Ibsens Vej på Frederiksberg benyttet sig af de forskellige tiltag, og der er flere positive konklusioner efter forsøgsperioden er ovre.
Blandt andet fortæller over en tredjedel af deltagerne, at de med mobilitetspakken kan dække deres transportbehov. Forsøget har reduceret interessen for at købe en privatbil hos over halvdelen af de deltagere, som ikke i forvejen ejer bil. De konklusioner er værd at tage med i den fremtidige udvikling og indretning af København, mener teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):
- Erfaringerne viser, at vi med de rette løsninger kan undgå, at hver enkelt husstand har behov for hver sin bil. Det betyder, at vi kan bruge pladsen på mennesker i stedet for fx parkeringspladser, og dermed får vi skabt en by for mennesker i stedet for biler. Det er opmuntrende at læse, at der er opbakning til at gå den vej, siger Morten Kabell.
Omdannelse af p-pladser
Evalueringen af projektet viser også, at der er stor opbakning til at omdanne parkeringspladser til andre formål som fx grønne arealer med bænke, legepladser og cykelparkering. Projektet har også affødt interesse fra både borgere og lokaludvalg andre steder i hovedstaden, som ønsker lignende tiltag lokalt.
På Frederiksberg er der tilfredshed med de første erfaringer, oplyser borgmester Jørgen Glenthøj (C):
- Det har været spændende at deltage i det første forsøg, og vi har gjort os nogle værdifulde erfaringer. Forsøget viser, at vi kan inspirere beboerne og øge kendskabet til de mange forskellige grønne transportmuligheder der findes i vores by. Nu skal vi evaluere forløbet internt på Frederiksberg og beslutte, om det er noget vi i en eller anden form vil gå videre med.
Fakta om Ny mobilitet
162 personer har testet en mobilitetspakke med delebiler, lejebiler og bycykler i 3 måneder (1. april – 30. juni), og syv bilejere har opmagasineret deres bil. De bilejere, som var villige til at opmagasinere deres bil, blev tilbudt et Rejsekort med 2520 kr. og 2 x 500 kr. gavekort på biludlejning gennem GoMore.
Deltagerne er yngre, har flere børn og en højere indkomst end gennemsnittet. De fleste bilejere er fritidsbilister, som ikke bruger bilen til pendling.
For at øge tilgængeligheden blev der midt på hver gade etableret en mobilitetshub med delebiler og bycykler. Og for at tydeliggøre potentialet ved at erstatte weekendbiler med delebiler, blev 10 parkeringspladser i København og tre på Frederiksberg omdannet til miniparker med bænke. Derefter blev beboerne inviteret til dialog omkring parkerne og fik muligheden for at give deres mening om projektet.
Deltagerne giver projektet en samlet karakter på 6,54 på en skal fra 1 til 10. 21,6 pct. af dem er direkte 'fortalere for projektet' og har givet projektet en karakter på 9 eller 10.
Opmagasinering
7 bilejere har fået opmagasineret deres bil under forsøgsperioden, hvilket tyder på, at det er muligt at få nogle til helt at droppe privatbilen.
Når de andre bilejere blev spurgt til det sagde, 20 pct. af bilejerne, at et større økonomisk incitament, som modsvarer deres faktiske udgifter, ville have fået dem til at opmagasinere. 20 pct. af dem svarede også, at det økonomiske incitament skulle kunne bruges på alle tjenester, så de selv kunne vælge, hvor de ville bruge pengene (2/3 af kompensationen var et Rejsekort). Derudover svarede flere bilejere, at de ville have nemmere ved at fjernparkere deres bil i et parkeringshus end ved at opmagasinere bilen helt. Fjernparkering vil stadig matche projektets formål med at frigøre parkeringspladser på gadeniveau for at afhjælpe parkeringstrængslen og give plads til rekreative områder, mv.
Byrummet
72,4 pct. af respondenterne i forundersøgelsen (19,2 pct. af gadernes beboere) syntes, at det er en 'god' eller 'meget god' idé, at kommunen arbejder på at omdanne parkeringspladser til andre formål som grønne arealer med bænke, legepladser, cykelparkering, m.m.
Den største motivation for at deltage i projektet var 'udsigt til bedre byrum' (24,6 pct.), efterfulgt af rabatterne (20,3 pct.).
I den forbindelse var grønne arealer den mest efterspurgte type omdannelse med 36,3 pct.. Efter projektet mener 74 pct. af deltagerne stadig, at kommunen skal fortsætte med at omdanne parkeringspladser til andre formål og de bedømmer miniparken med 5,3 ud af 7 stjerner med hensyn til dens positive effekt på gaden (for bilejere er 58,5 pct. enige og de giver 5 ud af 7 stjerner).
Baggrund
Det overordnede budget for projektet er på 650.000 kr. Heraf bidrager BMW med ca. 200.000 kr., Region Hovedstaden med cirka 250.000 kr., Frederiksberg Kommune med ca. 100.000 kr. og Københavns Kommune med 100.000 kr. (heraf bidrager Vesterbro Lokaludvalg med 50.000 kr.). Derudover har Energistyrelsen givet tilsagn til at støtte at etablere ladestandere med op til 276.000 kr.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.