
En tredjedel af kommunerne har allerede købt egne droner og ansat dronepiloter. Og flere er på vej, viser et notat fra Forum for Samarbejde om Geodata i Kommunerne (FOSAKA), som har spurgt hver kommune om, hvorvidt de allerede har droner, og om de har planer om at købe droner. Kommunerne er derudover også blevet spurgt, om de har indkøbt droneydelser som konsulentopgaver.
Således svarer 34 kommuner, at de allerede har indkøbt en eller flere droner, mens 44 kommuner har planer om at købe droner. Ydermere har 29 kommuner indkøbt droneflyvninger fra eksterne leverandører.
Især de nordjyske og østjyske kommuner har taget dronerne til sig og købt deres egen lille flyvemaskine, mens næsten ingen hovedstadskommuner eller vestjyske kommuner ejer en drone. Til gengæld har de midtjyske kommuner været meget aktive i forbindelse med indkøb af droneydelser gennem konsulenter.
Før og efter
De kommuner, som selv ejer en drone har blandt andet brugt dronerne til at udarbejde nye udstykningsområder, til markedsføring og borgerinformation til egen hjemmeside. Nogle har brugt dronerne til trafikoptagelser og andre har brugt dem til at optage naturgenopretningsprojekter, så man kan se forskellen på før og efter.
Hos de eksterne leverandører er der blandt andet blevet indkøbt droner til at opmåle arealerne ved Faxe Kalkbrud. En anden kommune har brugt en droneydelse til at få kortlagt udbredelsen af bjørneklo. En tredje har fået udarbejdet en reklamefilm, mens en fjerde har brugt dronerne til at få foretaget opmålinger i forbindelse med anlæg af en anlægsvej.
FOSAKA konkluderer, at det primært er komplicerede opgaver, der bliver bestilt hos konsulentfirmaer, mens kommuner, som har deres egne droner, primært bruger de små helikoptere til at varetage mere simple opgaver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.