ESBJERG: Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg har taget en del af lovgivningen i brug, der er " ret vidtgående og sjældent brugt", som det hedder i sagsfremstillingen - punkt fem - og lukker nu et lille landsby-vandværk, hvor bestyrelsen ikke fik taget sig af et forureningsproblem.
Vandværket i landsbyen Jernvedlund fik i 2018 konstateret en overskridelse af kvalitetskravet af pesticidnedbrydningsproduktet desphenyl-chloridazon. Der har været et indhold omkring 0,25 µg/l, hvor kravværdien er 0,1 µg/l.
Det fik kommunen til at give værket en midlertidig dispensation på tre år, som bestyrelsen skulle udnytte til at finde en alternativ vandforsyning. Men det er ikke sket og kan ikke nås i tide inden fristen i marts 2021, så nu lukker udvalget værket og lægger op til, at de cirka 240 ejendomme skal have drikkevand fra nabovandværket i den større by Gørding.
Eneste pesticid-forurenede vandværk
Ifølge sagsfremstillingen kunne udvalget godt have givet værket mere tid, men kun hvis der ikke er umiddelbar mulighed for at fremskaffe anden vandforsyning, så der var enighed om at lukke nu.
Bestyrelsen i det lille vandværk har selv vurderet, at det blev for dyrt at blive tilsluttet værket i Gørding - omkring en mio. kr. Markvandingsboringer i nærheden indeholder også pesticidrester, så der var ingen hjælp. En opfordring fra kommunen til at søge lånemuligheder og/eller hæve vandtaksten har den lille bestyrelse, der på det seneste har fået ny formand, ikke fulgt.
Jernvedlund er det eneste vandværk i Esbjerg Kommune, der har målt pesticider over kravværdien i drikkevandet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.