
SYDDANMARK: Falck er kommet under mistanke hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at have lagt hindringer i vejen for at Bios kunne ansætte reddere efter at have vundet over Falck i et udbud af ambulancekørslen i Region Syddanmark. Tilbage i december blev flere af Falcks adresser ransaget efter en anmeldelse fra Bios.
Falck har selv oplyst i en pressemeddelelse, at Falck har modtaget en såkaldt 'meddelelse om betænkeligheder' fra styrelsen, og det bekræftes over for TV Syd af kontorchef Jacob Schaumburg-Müller fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Ligeledes har regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i weekenden oplyst på Facebook, at regionen har været bekendt med, at sagen verserede hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det kunne den have fortsat med i al ubemærkethed, indtil den eventuelt måtte føre til en offentlig sag mod Falck, men i stedet for at afvente dette valgte Falck at kommunikere offensivt og fortælle sin version af historien først. Det skete med den omtalte pressemedddelelse, der blev udsendt i torsdags kl. 15.35, på et tidspunkt, da de fleste nyhedsredaktioner var gået på vågeblus op til storebededagsferien.
Falck kalder det i pressemeddelelsen 'hypoteser', at Falck skulle have forsøgt at hindre Bios i at ansætte reddere ved at beskæftige flere reddere, end Falck selv har brug for, og ved at påvirke reddere til ikke at lade sig ansætte i Bios. Ikke overraskende understreger Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen, at Falck ikke er enig, men han medgiver dog, at Falcks verbale udfald mod Bios til tider har været 'lidt for voldsomme'.
- Det kan jeg godt fortryde, men jeg mener ikke, at det på nogen måde er en overtrædelse af konkurrencelovgivningen, siger Allan Søgaard Larsen i pressemeddelelsen.
- Det er vigtigt for Falck, at vi får fjernet mistanken om, at vi har overtrådt lovgivningen. Vi har naturligvis ærgret os over, at vi tabte ambulancekontrakten i Region Syddanmark. Og ind i mellem har den ærgrelse nok givet sig udslag i lidt for voldsomme verbale udfald både internt og eksternt fra vores side, lyder erkendelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.