Trængslen på de danske motorveje er stigende, og stadig flere sætter sig bag rattet. I 2018 blev trafikken øget med 3,2 pct. på motorvejene. Det viser de seneste trafiktal, som Vejdirektoratet mandag har offentliggjort.
- Væksten på vejtrafik fortsætter med at vokse, og de seneste otte år er trafikken øget med 36 pct. Det er ganske meget. Det betyder, at de situationer, hvor der ikke er kapacitet nok på veje, får vi hyppigere kødannelse og forsinkelser, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet.
En del af væksten i motorvejstrafikken hænger ifølge Vejdirektoratet sammen med udbygninger af motorvejsnettet. Her flyttes trafik fra de mindre veje over på motorvejene.
Den motorvej, hvor trafikken er øget mest de seneste otte år, er Motorring 3 mellem frakørsel 19 og motorvejskryds ved Gladsaxe nær København. Her er travlheden på vejbanen steget med 42,6 pct. Derefter kommer Holbækmotorvejen øst for Roskilde med en stigning på 41 pct.
- Trafikvæksten er ulige fordelt, så den er størst der, hvor der er mest travlt i forvejen - nemlig i myldretiden og omkring de større byer, siger Niels Tørsløv.
Tallene viser desuden, at udviklingen i antallet af kørte kilometer på motorvejsnettet siden 2010 er steget med 36 pct.
De nye opgørelser viser også, at der sidste år blev solgt 220.000 nye personbiler, hvilket indebar, at den danske personbilpark voksede med knap 65.000 køretøjer i 2018 og nærmer sig 2,6 millioner køretøjer.
Vejdirektoratet vurderer, at trafikken på de store veje vil fortsætte med at stige i de kommende år.
- Vi forbereder os på en fremtid med stadig flere trafikanter på det overordnede vejnet. Af samme grund forsøger vi hele tiden at blive bedre til at hjælpe trafikanterne med at få trafikken til at glide ude på vejene, siger Niels Tørsløv.
Motorvejsstrækninger, hvor årsdøgnstrafikken er steget markant siden 2010:
- M3 mellem frakørsel 19 og motorvejskryds Gladsaxe. Stigning i årsdøgnstrafikken: 42,6 pct.
- Holbækmotorvejen øst for Roskilde. Stigning: 41 pct.
- Fynske Motorvej ved den Ny Lillebæltsbro. Stigning: 32,6 pct..
- Sydjyske Motorvej nord for Kolding. Stigning: 34,9 pct.
- Østjyske Motorvej på Vejlefjordbroen. Stigning: 36,6 pct.
- Herningmotorvejen øst for Kløverbladet. Stigning: 39,1 pct.
- Nordjyske Motorvej ved Hadsten. Stigning: 35 pct.
- Hirtshalsmotorvejen mellem frakørsel 9 og 10. Stigning: 34,1 pct.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.