
HOVEDSTADEN: Over 100 mennesker er indtil videre i år kommet slemt til skade i københavnsområdet i ulykker, som de har været impliceret i, mens de kørte på el-løbehjul. Det skriver Berlingske.
Typisk har de fået skader i ansigtet efter at være styrtet med hovedet forrest.
Der har også været flere episoder, hvor folk er kommet til skade uden selv at have været ude at køre, men er faldet over el-løbehjul, der har været smidt på fortovet – eller er blevet påkørt af ét.
Det fremgår af en opgørelse fra Region Hovedstaden over antallet af 'løbehjulsrelaterede skader', som akutberedskabet har sendt ambulancer ud til eller henvist til akutmodtagelserne.
- Der har meldt sig en helt ny patientgruppe på banen med ret alvorlige skader, siger forsker Stig Nikolaj Blomberg fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden til avisen.
Alkoholpåvirkning
Spiritus har også vist sig at være en faktor i flere uheld med el-løbehjul. Over en tredjedel af dem, der kom til skade, var således alkoholpåvirkede.
De mange ulykker bør ifølge Stig Nikolaj Blomberg kalde på en eller anden form for regulering af brugen af el-løbehjulene.
'Fungerende bygge- og teknikborgmester i København Karina Vestergård Madsen (EL) kalder ulykkestallene fra Region Hovedstaden 'stærkt bekymrende'.
Hun vil presse på for, at der skrides ind mod el-løbehjulene for eksempel med krav om, at de påmonteres alkolås, og at der indføres en hastighedsgrænse på seks kilometer i timen i dele af København.
- Jeg håber, at den nye transportminister kigger seriøst på de nye ulykkesstatistikker og går i dialog med kommunen og politiet om at få lavet de nødvendige restriktioner, siger Karina Vestergård Madsen til Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.