
I næsten halvdelen af drikkevandsboringerne kan der findes rester af sprøjtemidler.
Det vil et flertal i Folketinget forsøge at afbøde ved at afsætte 206 millioner kroner til, at der kan opkøbes landbrugsjord nær drikkevandsområder og friholde det fra gødning og sprøjtning.
- Hvor vi i dag har marker, der bliver sprøjtet, bliver det fremover til natur, skov og økologi, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Bag aftalen står SF, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre sammen med regeringen.
Konkret er der tale om, at man lader Drikkevandsfonden forsætte i to år finansieret af penge fra Grøn Fond. Drikkevandsfonden har fra 2022 til 2024 givet finansiering og tilsagn til 42 projekter for et samlet område på cirka 3925 hektar jord.
Det er der brugt 148 millioner kroner på. Puljen har været oversøgt og kunne derfor have gjort endnu større effekt, hvis der var flere penge.
Aftalekredsen forventer, at de nye 206 millioner kroner kan give beskyttelse af 4800 hektar jord.
Fortsat problemer
Selv om der afsættes penge år efter år, er der stadig problemer med at beskytte drikkevandet.
Så sent som denne uge har miljøminister Magnus Heunicke anmeldt 25 kommuner for ikke at forhindre forurening af områder, hvor der bores efter drikkevand.
Landbruget er i de områder fortsat med at sprøjte, selv om det skulle stoppe. Fra landbrugets side har man placeret ansvaret hos kommunerne, der ikke har fået indgået aftaler om at opkøbe jordområderne.
Miljøminister Magnus Heunicke anerkender, at det problem skal løses for at indsatsen giver mening.
- Hvis de her områders grundvand løber over til en boring, hvor man alligevel sprøjter, hjælper det ikke noget. Derfor er det så vigtigt, at kommunerne får overholdt loven og indført sprøjteforbud ved boringerne.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.