
LOLLAND / GULDBORGSUND: Aage V. Jensen Naturfond har indgået aftale med ejeren af Søholt Gods, Frederik Lüttichau, om erhvervelse af 1.130 hektar natur ved Søholt Gods på Lolland. Naturfonden har i mere end 30 år erhvervet naturområder med det formål at sikre og udvikle natur af høj kvalitet. Søholt Storskov, som området vil blive kaldt, er i forvejen et af de mest artsrige naturområder i Danmark. Søholt Storskov vil fortsat være en del af Naturpark Maribosøerne, og det er Naturfondens ambition at gøre området endnu mere attraktivt for besøgende.
Søholt Storskov ligger inden for cykelafstand til Maribo og er i dag en del af Søholt Gods og en central del af Naturpark Maribosøerne. Området består af 602 hektar skov (heraf 232 hektar urørt skov), 378 hektar sø, 120 hektar agerjord og 30 hektar naturarealer.
- Naturfonden har med aftalen - betinget af myndighedernes tilladelse - sikret sig et stort og sammenhængende godslandskab med fantastiske naturværdier. Området er et af de mest artsrige i Danmark, og rummer store partier af gammel skov bl.a. med over 200-300 år gamle ege og bøge. Søholt Storskov indeholder også rene og meget værdifulde søer, som er omkranset af store skov- og landbrugsarealer, som kan udvikle sig til værdifuld natur - ikke mindst på grund af, at der i området allerede er rig biodiversitet, som nu har mulighed for at sprede sig ud på de tidligere landbrugsjorder, siger Leif Skov, formand for Aage V. Jensen Naturfond.
Søholt og Ulriksdal Gods vil fortsat være koncentreret om landbrugsdriften, hvor der i den fortsættende driftsenhed vil være cirka 475 ha landbrug og 250 ha skov og natur.
- Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Lolland og Guldborgsund kommuner omkring Naturpark Maribosøerne. På alle vores nuværende naturområder inddrager vi lokale i arbejdet med forvaltning og naturformidling, og det er også vores plan for Søholt Storskov. Naturfonden vil arbejde målrettet på at højne Søholt Storskovs naturværdier, så endnu flere vil få mulighed for at opleve en rig natur i dag og i fremtiden, siger Leif Skov.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.