ODENSE: Debatten om Palæstinas Plads i København har til tider medført en ilter debat – og ligesom at idéen om en plads, der anerkender Palæstina, nu har spredt sig til fyn, har den hårde retorik også fulgt med.
- Vi skal ikke have så meget som en genbrugsplads opkaldt efter Palæstina, siger Odenses by- og kulturrådmand Søren Windell (K) til Ekstrabladet.
Hans kommentar er en reaktion på en udmelding af Enhedslisten, som efter sommerferien vil stille et såkaldt initiativsretsforslag i Odense Byråd om at navngive en plads eller vej i Odense efter Palæstina.
Inspireret af Københavns Kommune som i april oprettede en Palæstinas Plads på Nørrebro efter flere års politisk diskussion, ønsker Enhedlisten at Odense viser samme sympati.
Udsigten til at skulle diskutere forslaget, er dog ikke noget Søren Windell ser frem til:
- Det er en vanvittigt dårlig ide. Det er igen Enhedslisten, der hiver udenrigspolitik ind i byrådssalen i Odense, siger han og kalder forslaget for valgtaktik forud for KV25 i november.
"Kobler Palæstina med affald"
Byrådsmedlem for Enhedslisten Reza Javid kræver at Søren Windell siger undskyld og trækker sin udtalelse til Ekstrabladet tilbage.
- Det er fair nok at være imod forslaget og kritisere Enhedslisten for at fremsætte det osv. Men når en konservativ kulturrådmand kobler Palæstina med affald, bliver det svært at kende forskel på kulturrådmand og kulturløs. Det er ikke bare dybt respektløst, det er groft, ydmygende og ligger faretruende tæt på racisme, siger han og fortsætter.
- Søren Windell bør vise det format, hans embede kræver, og give en uforbeholden undskyldning.
Søren Windell vil dog ikke udenvidere trække sin udtalelse tilbage:
- Jeg tror, at han har lagt flere følelser i den udtalelse, end det var tiltænkt, men jeg trækker den da gerne tilbage, hvis han trækker forslaget tilbage, siger rådmanden til TV 2 Fyn.
Flere forslag i byrådet
Hvis Enhedslisten får sit initiativsretsforslag på dagsordenen i byrådet efter sommerferien, bliver det ikke første gang at kommunalpolitikerne i Odense skal diskutere Palæstina.
Enhedslisten har sammen med Radikale Venstre stillet et andet forslag i byrådet, som skal diskuteres på byrådsmødet onsdag.
De to partier foreslår, at Odense Kommune går imod Folketingets Præsidum og tillader kommunens elever at diskutere Palæstina-konflikten ved det kommende skolevalg.
"Vi skal som land og demokrati kendes på vores evne til at rumme samtalen om de svære ting. Demokratiet bliver til i den danske folkeskole, og vi har tillid til, at vores unge selvfølgelig godt kan lytte, lære, reflektere og tage stilling – også når det handler om situationen i Israel og Palæstina. Det er en del af den grundlæggende dannelse at kunne tale ordentligt sammen på tværs af uenigheder og skel. Derfor bør Folketingets Præsidium ikke underminere den demokratiske samtale og dannelse i skolerne", skriver partierne i forslaget.
Lignende forslag har Ishøj og Københavns kommuner allerede vedtaget.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.