HADERSLEV: Det kommunalt ejede forsyningsselskab Provas, der står for håndtering og service af affald, spildevand og drikkevand i Haderslev Kommune, har indgået en fratrædelsesaftale med direktør John Mølgaard. Det sker som led i en ny ejerstrategi, oplyser selskabet.
I stedet tager kommunens chef for Teknik og Miljø, Esge Homilius, over som fungerende direktør.
- Vi takker John Mølgaard for hans store indsats blandt andet i forbindelse med at etablere Provas, siger selskabets bestyrelsesformand, Thies Mathiasen.
Ifølge Provas skal den nye ejerstrategi 'sætte en ny kurs og et ændret fokus for selskabet,' hvor samarbejdet mellem Provas og kommunen skal opprioriteres, fordi selskabet står 'midt i store udfordringer, der vil påvirke kommunens infrastruktur og økonomien i selskabet.
'I den situation er det vigtigt, at der er fokus på samarbejdet mellem Provas og Haderslev Kommune', lyder det.
Taler ikke samme sprog
Noget tyder også på, at samarbejdet mellem selskabet og kommunen har været presset. I hvert fald siger borgmester H.P. Geil (V) til JydskeVestkysten, at Provas' folk og kommunens teknikere ikke taler 'samme sprog.' Ifølge avisen har der i længere tid været uenighed om strategien og samarbejdet mellem selskabet og kommunen, og det skal et direktørskifte nu rette op på.
- Når tingene ikke fungerer i fodbold, så fyrer man træneren. Sådan er det også her. Vi har brug for en ny start, siger borgmesteren til avisen og tilføjer, at 'Provas skal respektere ejerens ønske.'
- Længere er den ikke, siger H.P. Gejl.
Ifølge JydskeVestkysten har der været divergerende meninger om selskabets primære mål og forvirring blandt ansatte i kommunen og selskabet om, hvem de skulle rette sig efter.
Flere store anlægsprojekter på vej
H.P. Geil understreger over for avisen, at selskabet i fremtiden også vil respektere selskabsloven og fungere selvstændigt.
Han siger dog, at den nye strategi skal hjælpe kommunen til at føre sine beslutninger ud i livet og giver som eksempel, at Haderslev er ved at forberede flere større anlægsprojekter, hvor samarbejdet med forsyningsselskabet er afgørende.
Eksempelvis er en ny genbrugsplads til 55 mio. kr. på vej og en omlægning af Jomfrustien, der skal omdannes til en ny bydel.
Samtidig med, at selskabet vinker farvel til direktøren, ændrer Provas også i sammensætningen af bestyrelsen, hvor Thomas Vedsted træder ud 'af arbejdsmæssige årsager' og i stedet bliver erstattet af Benny Bonde (LA), der er byrådsmedlem og formand for udvalget for plan og miljø.
thb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.