Nu får boligområder på ghettolisten pr. 1. december 2018 et ekstra år til at iværksætte tiltag, der kan få dem af ghettolisten. Partierne bag aftalen om 'Initiativer på boligområder, der modvirker parallelsamfund' er nemlig blevet enige om en treårig overgangsordning, som betyder, at ghettoområder skal have været på ghettolisten i de seneste fem år i træk, før de bliver kategoriseret som et hårdt ghettoområde – og dermed bliver omfattet af kravet om at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 pct. inden 2030.
- Vi har i aftalekredsen valgt at lytte til de bekymringer, der er rejst i forbindelse med høringen af lovforslaget. Vi er på den baggrund blevet enige om en overgangsordning, der giver de boligområder, som endnu ikke er såkaldte hårde ghettoområder, et år ekstra til at komme af ghettolisten, fortæller transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
De 16 ghettoområder, som forventes at blive karakteriseret som hårde ghettoområder med offentliggørelsen af ghettolisten 1. december 2018, vil alle have været på ghettolisten i fem år, og derfor har overgangsordningen ikke betydning for dem.
- Vi forventer ikke, at det ændrer på, at der vil være 16 hårde ghettoområder på den kommende ghettoliste, men det vil give dem, som står til at komme til at tilhøre denne gruppe, et år ekstra til at gennemføre en indsats, der kan forhindre, at de bliver kategoriseret som et hårdt ghettoområde, forklarer ministeren.
Overgangsordningen tager ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet højde for, at effekten af de indsatser, som allerede er blevet igangsat inden for de senere år, men som endnu ikke er slået igennem i de statistiske data, tæller med, når ghettolisten bliver opgjort i de kommende år.
Overgangsordningen vil gælde for de ghettolister, der bliver opgjort per 1. december 2018, 2019 og 2020. Fra den 1. december 2021 vil et område på ghettolisten igen blive karakteriseret som et hårdt ghettoområde, hvis det har været på listen i de seneste fire år i træk.
Bag den såkaldte ghettoaftale står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.