
RINGSTED: Grov tone, nedvurderende og sjofel snak. Sladder og bagtalelse. Den slags kunne de tilsynsførende fra Arbejdstilsynet konstatere under et tilsynsbesøg i den 25 mand store afdeling Vej og Park i Ringsted Kommune i april.
Afdelingen har på baggrund af samtaler med fire-fem deltagere fra hvert af afdelingens tre teams fået udstedt et påbud: Ledelsen må sikre, at der ikke længere foregår krænkende handlinger i afdelingen - og til den opgave er der sat et år. Kommunen skal melde tilbage senest 1. juli 2024, hvordan ledelsen har grebet sagerne an.
Arbejdsmiljøet beskrives i tilsynsrapport med eksempler på nedladende bemærkninger, ignorering af kolleger, der forsøger at dæmpe de værste udgydelser i frokoststuen samt "virkelig grov, beskidt, sjofel snak, som de udsatte kolleger ikke ville referere, men beskrev som: "Det er både klamt og perverst. Det er edderma'me beskidt, det der kommer ud af munden på X".
Konsulent-hjælp
Rapporten beskriver blandt andet, hvordan nogle ansatte undgår frokoststuen i pausen på grund af den dårlige tone, og at de ansatte mangler tillid til hinanden og til ledelsen.
Det fremgår, at flere af kollegerne bliver omtalt negativt med navns nævnelse i APV- og trivselsmåling 2023.
Det hører med i billedet, at i den omtalte trivselsmåling er der to ansatte, der svarede, at i de indenfor de seneste seks måneder ugentligt har været udsat for krænkende handlinger fra andre ansatte. Fem sagde "af og til", en enkelt svarede "ja, men det er håndteret", og 17 kunne svare nej.
Ledelsen har oplyst, at der er arbejdet med forebyggelse af krænkende handlinger - blandt andet via interne konsulenter fra kommunen - men erkender, at der fortsat er problemer.
Ansatte oplyste også til Arbejdstilsynet, at de havde været på teambuilding-seminar. I øvelserne var de delt i de teams, de normalt arbejder sammen med, og de ansatte oplevede ikke, at dette bidrog til bedre samarbejde på tværs i afdelingen. Ifølge arbejdsmiljørepræsentanten var det dog ikke alle, der var enige i det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.