
VIBORG: Det forurener, når en bil holder i tomgang. Derfor har en lang række kommuner et tomgangsregulativ, som gør det ulovligt at holde i tomgang mere end typisk et eller tre minutter, dog med enkelte undtagelser.
I november 2018 gik Viborgs klima- og miljøudvalg i gang med at undersøge, om man også skulle have et her.
Forvaltningen fandt ud af, at otte ud af ti nabokommuner alle havde indført et, omend de sjældent havde ført til bøder for at overtræde reglerne. Nogle kommuner vurderede, at reglerne ikke havde nogen effekt og var svære at håndtere, mens andre vurderede, at der var en vigtig signalværdi i at have et tomgangsregulativ, fremgår det af et bilag.
Enden på det hele blev, at et enigt udvalg den 29. april i år besluttede at indføre et tomgangsregulativ, som i hovedreglen forbød tomgang i mere end to minutter.
Nøjes med opfordring
Det faldt imidlertid ikke i god jord hos Dansk Folkeparti, som bad om at få sagen på byrådets møde sidst i juni. Og her endte det med, at de borgerlige partier med 18 stemmer mod 12 og én blank besluttede, at tomgangsregulativet bortfalder igen.
I stedet besluttede flertallet at opfordre alle bilister til, "at motoren i et holdende motordrevet køretøj ikke kører længere end højst nødvendigt".
- Regulativet sender et signal om, at i Viborg Kommune er så selvopofrende i klimaets tjeneste, og så kan vi pudse glorien, mens vi generer borgerne unødvendigt, sagde Lone Langballe (DF) ifølge Viborg Stifts Folkeblad.
Stine Damborg Hust (K), der som formand for klima- og miljøudvalget havde været med til at indføre regulativet, stemte også for at afskaffe det igen.
- Forslaget om at indføre et tomgangsregulativ er blevet stillet nogle gange, og til sidst slap det igennem i udvalget. Fred være med det. Som parti er vi lydhøre over for gode argumenter, og vi er derfor med på Dansk Folkepartis forslag, sagde hun ifølge avisen.
Lignende forløb i Esbjerg
Tidligere på året var Esbjerg igennem et lignende forløb, hvor plan- og miljøudvlget først vedtog et tomgangsregulativ, hvorpå borgerreaktioner om vinterfrosne forruder og frysende chauffører fik udvalget til at slå bak, beskrev JydskeVestkysten i februar.
En hurtig googlesøgning viser, at en meget lang række kommuner har et tomgangsregulativ. Fx:
- Der er forbud mod at holde i tomgang mere end ét minut i København, Aalborg, Frederiksberg, Holbæk, Næstved, Vejle, Roskilde, Svendborg, Hillerød, Ishøj, Assens, Bornholm, Hørsholm, Fredericia, Gentofte, Helsingør, Skanderborg, Furesø, Egedal, Favrskov, Rødovre, Tønder, Odsherred, Glostrup, Allerød, Køge, Faxe, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Frederikssund, Rudersdal, Halsnæs, Sorø, Syddjurs, Varde, Holbæk, Taarnby, Høje-Taastrup, Vordingborg, Fredensborg, Hvidovre og Fanø.
- I Randers er grænsen to minutter.
- I Aarhus, Odense, Hedensted, Rebild, Thisted, Vesthimmerland, Greve, Ringkøbing-Skjern og Stevns er grænsen tre minutter.
I øvrigt anbefaler FDM, Forenede Danske Motorejere, at bilister undgår tomgang og i stedet anskaffer sig en motor- og kabinevarmer, hvis de har brug for hjælp til at få bilen varm om vinteren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.