
Stort set alle 123 vandområder langs de danske kyster er forurenede med flere miljøfarlige stoffer, end Miljøministeriet hidtil har fortalt. Det skriver DR på baggrund af tal bag ministeriets udkast til en ny vurdering af kystvandenes tilstand. DR har fået aktindsigt i udkastet.
I de nuværende tilstandsvurderinger er 9 ud af 123 vandområder så forurenede med mindst fem miljøfarlige stoffer, at tilstanden er for dårlig for dyr og planter.
Hvis de nye grænsevurderinger indføres, vil tallet være 75 i stedet for 9.
Tallene bekymrer professor i miljøbiologi- og forurening ved Roskilde Universitet Henriette Selck, der også er seniorkonsulent i Tænketanken Hav.
- Der er stor risiko for, at den samlede forurening - den her cocktail af kemikalier - vil påvirke havet. Fordi når kemikalier er sammen, så kan de øge hinandens negative effekt, siger hun til DR.
Miljøfarlige stoffer er blandt andet tungmetaller og kemikalier såsom nikkel, arsen og PCB. Målingerne af miljøfarlige stoffer i havet er i årevis primært blevet foretaget i muslinger, fisk og havbundsmateriale.
Ministeriet lægger dog ifølge DR nu op til at indføre nye grænseværdier for flere miljøfarlige stoffer i netop muslinger, fisk og havbund. Og det er derfor, at de danske kyster kommer til at fremstå langt mere forurenede end hidtil.
At havet er langt mere forurenet med kemikalier, end man troede, er "dybt alvorligt", lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).
- Det viser jo, at vi i Danmark har et gigantisk problem med vores havmiljø, siger han til DR.
Indføres de nye grænseværdier, vil danske kystvande være forurenet med dobbelt så mange miljøfarlige stoffer, som ministeriets hidtidige tilstandsvurderinger har vist.
Ministeren kalder det ifølge DR kritisabelt, at der ikke før har været grænseværdier for en lang række miljøfarlige stoffer i muslinger, fisk og havbund. Det er vigtige målinger, som danner grundlag for, hvordan vandmiljøet forbedres, tilføjer han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.