HILLERØD: Et flertal på fire-et i Arkitekturudvalget i Hillerød dispenserer nu fra en lokalplan og tillader nedrivning af en sidebygning i midtbyen, så der kan bygges en ny tilsvarende bygning, der stort set bliver magen til.
- Det er en bygning, som ikke kan repareres. Den er sunket 40 centimeter i den ene side og bliver holdt sammen af spændwirere mellem ydervæggene. Så det er desværre for sent at redde den, siger udvalgsformand Dan Riise (V) til Lokalavisen Hillerød.
Ifølge sagsfremstillingen er der tale om en såkaldt Save-registrering af sidehuset vurderet til kategori 5 (middel bevaringsværdig), hvorimod sidehuset i lokalplanen i samspil med hovedhuset er vurderet bevaringsværdigt (kategori 1-3).
Frygt for præcedens
Museum Nordsjælland havde anbefalet, at bygningen blev bevaret og restaureret og peget på, at bygningen kan være ældre end 1914, som lokalplanen angiver, hvilket gør den mere værdifuld ud fra et kulturhistorisk perspektiv.
- Det er principielt forkert, at en ejer kan lade en bygning forfalde i årevis, selvom den er erklæret bevaringsværdig i en lokalplan som her, siger udvalgsmedlem Peter Langer (SF), der fulgte museets anbefaling og ikke kunne stemme for dispensationen.
Museet frygter præcedens i tilsvarende sager og anbefaler, at Hillerød Kommune i fremtidige lokalplaner med bevaringsværdigt byggeri fastlægger regler for ændringer i facader og generel vedligeholdelse.
Arkitekturudvalget ønsker nu på den baggrund at få en mere generel sag på dagsordenen om mulighederne for bevaring af bygninger, og ifølge Dan Riise skal udvalget blandt andet se på, 'om vi skal have en kommunal pulje til vedligehold af bygninger, hvis ejere ikke har råd til at vedligeholde'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.