Som frivillig i Hjemmeværnet øver man blandt andet i rumkamp, som det ses her i en bygning i Albertslund i foråret 2025, som blev året, hvor værnet oplevede den største stigning i styrken siden 1983. (Arkivfoto)
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hjemmeværnet oplever største stigning siden koldkrigstiden

Rekordmange meldte sig i 2025 som frivillige soldater i Hjemmeværnet, der nu sigter mod 20.000 frivillige.
19. JAN 2026 6.34

Hjemmeværnet oplevede sidste år den største stigning i antallet af nye optagne siden Den Kolde Krig.

I 2025 blev 2.314 danskere frivillige soldater. Det er en stigning på 43 procent sammenlignet med året før. Det skriver Hjemmeværnet på sin hjemmeside og præciserer, at det er den største stigning siden 1983.

Hjemmeværnet ser gerne, at udviklingen fortsætter, og målet er at have 20.000 frivillige soldater om to år. Det siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, der er chef for Hjemmeværnet, til hjemmesiden.

- Først og fremmest er det vigtigt, at Hjemmeværnet vokser. Det betyder, at vi kan bidrage med et stærkere og mere robust forsvar, siger Hans Andersen, der er kommitteret for Hjemmeværnet, til Ritzau.

Ifølge Hjemmeværnets hjemmeside består den militære organisation af cirka 44.000 frivillige.

De 20.000 soldater, som er målet i 2028, er antallet af aktive soldater, som hjemmeværnet vil stræbe efter at have. Man kan være en aktiv del af værnet, men man kan også være i bero - eksempelvis ved familieforøgelse.

Oprettet efter Anden Verdenskrig

Ifølge Andersen er stigningen i antallet af frivillige et udtryk for "et stort folkeligt engagement og en vilje til at gøre en forskel i en urolig tid".

- Det viser, at danskerne har en stor forsvarsvilje, som kommer til udtryk ved, at mange ønsker at blive medlem af Hjemmeværnet, siger han.

De flere frivillige giver ifølge Hans Andersen mulighed for, at Hjemmeværnet i samarbejde med Forsvaret kan støtte til lands, til vands og i luften.

- Vi kan hjælpe Natos militære styrker med at færdes sikkert i Danmark, bevogte midlertidige militære områder i forbindelse med øvelser og overvåge militært materiel rundt omkring i landet.

- Vi deltager også i overvågning af luftrummet og har blandt andet eskorteret russiske militære skibe gennem danske farvande. Det er eksempler på opgaver, vi allerede har løst, siger han.

Hjemmeværnet blev oprettet 9. juni 1945 i kølvandet på befrielsen af Danmark.

Det var 250 ledere af modstandsbevægelsen, som anført af Frihedsrådet blev enige om at oprette et værn til forsvar for Danmarks selvstændighed, lyder det på værnets hjemmeside.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/hjemmevaernet-oplever-stoerste-stigning-siden-koldkrigstiden

GDPR