Udsigten til at få en lang stribe 35 meter høje elmaster placeret i det vestjyske landskab får nu fire vestkyst-borgmestre til at invitere både minister og folketingsudvalg på besigtigelse i området. Men inden da kunne de onsdag åbne dørene for mere end 450 bekymrede borgere.
- Borgmestrene anerkender, at der er et behov, som skal løses, men vi inviterer energiministeren herover for at gå en tur med os i det vestjyske landskab, så vi kan gøre opmærksom på, hvad der bekymrer os. Med invitationen ønsker vi at bidrage til, at politikerne på Christiansborg har det bedst mulige beslutningsgrundlag. Der er tale om et omfattende projekt, som vil få stor betydning for mange menneskers hverdag, så det er vigtigt at få alle relevante synspunkter frem, sagde borgmester Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Baggrunden for invitationen er Energinets planer om at etablere en ny 400 kV luftledning fra Idomlund i nord hele vejen ned til den dansk-tyske grænse i syd, en samlet strækning på ca. 170 km. Planerne vil indebære, at der på strækningen skal etableres mere end 500 højspændingsmaster hver med en højde på op til 35 meter.
Flere giver vægt
Blandt borgere i de berørte kommuner har planerne vakt stor bekymring, og nu er borgmestrene i Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Tønder, Holstebro og Herning blevet enige om at søge dialog med Christiansborg.
Den første af to høringsfaser om projekter er i gang lige nu, og borgmestrene Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern, Erik Buhl, Varde, Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg, og Henrik Frandsen, Tønder, aftalte allerede i sidste uge, at kommunerne vil indgive høringssvar enkeltvis. Siden er Holstebro og Herning kommet med ombord.
Planerne har vakt opsigt og stor bekymring blandt borgere langs hele strækningen. Derfor har borgmestrene Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern, Erik Buhl, Varde, Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg, og Henrik Frandsen, Tønder, aftalt at invitere beslutningstagere fra Christiansborg på besigtigelse i området, og nu bakker borgmester H.C. Østerby, Holstebro Kommune, og borgmester Lars Krarup, Herning Kommune, altså også op om initiativet.
- Vi er rigtig glade for, at Holstebro og Herning også ønsker at stå bag vores fælles henvendelse til Christiansborg. Jo flere vi er, jo større vægt taler vi med, når vi skal i dialog med ministeren og udvalget, siger borgmester Hans Østergaard fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
Ikke helt så dyrt
Borgmestrene er enige om, at det er vigtigt at fremtidssikre energiforsyningen, men de har også stor forståelse for den bekymring, borgerne i det vestjyske nærer, fordi de mange høje master vil komme til at virke meget dominerende i landskabet og være til gene for naboer og landmænd.
Derfor vil borgmestrene gerne vise området frem for de ansvarlige politikere på Christiansborg og drøfte både de miljø- og naturmæssige konsekvenser af Energinets planer og mulighederne for at finde alternative løsninger.
På det seneste er det desuden kommet frem, at kabellægning ikke er helt så dyrt som hidtil oplyst. Mange kritikere af projektet har peget på, at kabellægning vil være en langt bedre løsning, men forslaget er hidtil blevet afvist bl.a. med henvisning til omkostningerne.
- Med invitationen ønsker vi at bidrage til, at politikerne på Christiansborg har det bedst mulige beslutningsgrundlag. Der er tale om et omfattende projekt, som vil få stor betydning for mange menneskers hverdag, så det er vigtigt, at få alle relevante oplysninger og synspunkter frem, siger de fire borgmestre samstemmende.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.