
RANDERS: Mandag begynder arbejdet med at genetablere Gl. Århusvej mellem Randers og Aarhus. Det skriver Randers Kommune på sin hjemmeside.
Strækningen har været lukket siden jordskreddet ved jordforarbejdningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst i december 2023, hvor vejen stort set forsvandt.
Men nu er oprydningsarbejdet nået så langt, at man kan begynde at genskabe vejen.
Ifølge Randers Kommune forventes Gl. Århusvej at være "en fuldt funktionsdygtig hovedvej mellem Randers og Aarhus" i løbet af andet kvartal 2025.
Kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt kalder arbejdet med at anlægge vejen "en speciel opgave".
Der er flere aspekter i genetableringen af vejen.
- Der er strækninger, som skal have ny asfalt og strækninger, hvor vejen skal bygges op fra bunden, og vi skal genetablere vejafvanding, cykelstier og lave ny cykelsti, fordi vi også har flyttet Alling Å, siger han i en nyhed på kommunens hjemmeside.
Det er Randers Byråd, der har besluttet at genetablere vejen, og der er afsat en ramme på 12 millioner kroner til opgaven.
Ifølge Kaas Schmidt er området "geoteknisk udfordrende".
- Derfor har byrådet også afsat midler til både på forhånd at få undersøgt forholdene nøje, sådan at vi i videst muligt omfang ved, hvad vi har med at gøre, siger han.
Efter en udbudsrunde blev entreprenørvirksomheden Arkil A/S valgt til at udføre genopbygningen af vejen.
Vejarbejdet opdelt i tre områder
Omkring en kilometer af Gl. Århusvej er beskadiget. Genopbygningen er opdelt i tre forskellige områder.
I det første område er vejen helt væk og skal bygges op fra bunden med nye cykelstier og vejafvanding. Det drejer sig om cirka 210 meter.
I det andet område skal vejen udbedres med ny asfalt. Det drejer sig om cirka 370 meter. Her skal også etableres nye cykelstier og vejafvanding.
Område tre fylder 500 meter og skal udbedres, men skal ikke nødvendigvis have ny cykelsti.
En rasteplads, som blev skubbet bort af jordskreddet, bliver ikke genskabt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.