Også en række jyske lufthavne påvirkes nu af konflikten i Københavns Lufthavn mellem Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum, og flyvelederne.
- Det har påvirket os stort set hver dag, siger eksempelvis Jakob Kronborg, daglig leder i Midtjyllands Lufthavn.
Ud af alle lufthavnens 142 afgange de seneste fire uger har 49 fly været forsinket på grund af manglen på flyveledere i Københavns Lufthavn.
Jakob Kronborg fortæller, at forsinkelserne har været på alt fra et par minutter til næsten to timer. Han håber på, at der snart findes en løsning. Især fordi det har stor betydning for lufthavnens gæster, der primært er forretningsfolk, som tager flyet for at spare tid, siger han.
Sønderborg
Sønderborg Lufthavn har fem afgange til København dagligt. Også her rammer forsinkelserne fra konflikten.
- Det svinger, som vinden blæser. En dag er det syv minutter. Næste dag kan det være to timer, siger administrerende direktør i lufthavnen Christian Berg.
Sønderborg Lufthavn har ikke flyveledere, men i stedet AFIS-operatører. De leverer de informationer, som en pilot skal bruge for at udføre sin flyvning sikkert og effektivt. Men dem har lufthavnen ikke nok af. Christian Berg siger, at de er normeret til fem, men mangler to. Forsinkelserne, der kommer på baggrund af konflikten i København, lægger dermed yderligere pres på Sønderborg Lufthavn, siger han.
- Forsinkelser ind og ud skaber lange vagter, siger han om de operatører, der er på arbejde.
Aalborg og Aarhus
Også Aalborg Lufthavn er ramt af forsinkelser.
- Det er klart, at i og med vi har 16 daglige afgange til København, har vores afgange været påvirket, siger Martin Svendsen, salgs- og marketingdirektør i lufthavnen.
Fra 1. april til 16. maj har Bornholms Lufthavn registreret 69 fly med forsinkelser på grund af flyvelederproblematikken, skriver kommunikationsmedarbejder i Trafikstyrelsen Jeppe Ørum. Det har i alt været 2032 minutters ventetid.
Aarhus Lufthavn oplyser, at den ikke har været voldsomt påvirket.
Lufthavnens indenrigsrute til København har dog oplevet forsinkelser af cirka 30 minutters varighed.
- Det er selvfølgelig stadig beklageligt over for vores passagerer, især hvis de har en videre forbindelse, de skal nå i København, skriver Tina Baungaard Jensen, kommunikationschef i lufthavnen.
Sommer-udsigter
I et forsøg på at undgå alt for mange og lange forsinkelser kommer der flyveledere fra Roskilde Lufthavn til Kastrup over sommeren. Det har Naviair besluttet.
Københavns Lufthavn har dog udtrykt skepsis over for, om det vil løse problemerne. Her er forventningen, at der stadig kommer forsinkelser over sommeren, lød meldingen tirsdag.
I april var 45 procent af flyene i Københavns Lufthavn mere end et kvarter forsinket.
Naviair styrer trafikken i det danske luftrum. Selskabet er ejet af staten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.