dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kan PFAS-forurenet vand renses - og hvordan?

Region Syddanmark støtter skånsomme undersøgelses- og oprensningsmetoder af forurening.

SYDDANMARK: Kan biokul fjerne klorerede opløsningsmider fra grundvandet? Eller kan PFAS-forurenet vand renses ved at gennemboble det med atmosfærisk luft eller ozon? Det er noget af det, Region Syddanmarks miljøudvalg har besluttet at give penge til at undersøge via Den Syddanske Udviklingspulje for rent vand og jord, oplyser regionen.

Puljens formål er at støtte udviklingen af bedre, billigere og mere skånsomme undersøgelses- og oprensningsmetoder af forurening. Puljen rummer fire mio. kr. til teknologiudviklingsprojekter i 2022 og fire mio. kr. i 2023. Og nu er pengene fra den første ansøgningsrunde altså blevet uddelt.

- Vi finder hele tiden nye stoffer, der potentielt kan udgøre en trussel mod menneskers sundhed og vores drikkevand. Det stiller store krav til, at vi hele tiden bliver mere effektive til at opspore, undersøge og oprense forureninger. Derfor har regionsrådet afsat i alt otte mio. kr. til udviklingsprojekter, som blandt andet skal hjælpe os med at knække koden i forhold til at kunne fjerne PFAS fra vores grund- og havvand. Men vi skal også have udviklet nye metoder til at håndtere det mix af forskellige stoffer, vi ser i f.eks. Grindsted. Det er derfor, vi har investeret markant i teknologiudvikling, og jeg er overbevist om, at vi nok skal tjene de penge hjem igen i form af bedre og billigere oprensningsmetoder, siger udvalgsformand Poul Erik Jensen (S).

Der var i alt indsendt 26 projektidéer for et samlet beløb på ca. 20 mio. kr. til ansøgningsrunden i 2022. Projekterne er ligeligt fordelt mellem puljens tre indsatsområder: Generationsforureninger, forureninger med PFAS og forureninger med andre stoffer, som påvirker mange mennesker eller kræver mange ressourcer.

Se oversigten over de ni projekter, der har fået tildelt midler.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.