
NYBORG: Et stort planlagt millionprojekt med et besøgscenter på det historiske Nyborg Slot risikerer nu at blive opgivet, efter at et flertal i Miljøklagenævnet har givet klagere fra Nyborg ret i, at der ikke bør bygges nyt på fortidsmindet, fortæller DR Nyheder.
Nyborg Kommune oplyser, at beskeden om resultatet kom her til middag, og borgmester Kenneth Muhs (V) kalder resultatet af klagen ”chokerende”:
- Med den afgørelse, vi har modtaget, så er det en trist dag for projektet og ikke mindst for Nyborg, for det ser ikke ud til, at vi kan gennemføre det. Arbejdet har pågået i ti år med et hav af forskning, projektbeskrivelser og -konkurrencer, besøg af ministre og så videre. Så det er mildest talt rystende, siger han til DR Nyheder.
- Det er med stor beklagelse, at vi i dag har modtaget Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om slotsprojektet i Nyborg. Det er klart, at det på ingen måde var den afgørelse, vi havde forventet eller håbet på, siger direktør Jesper Hermansen, Slots- og Kulturstyrelsen
- Vi tager naturligvis afgørelsen til efterretning, og selvom det er en hård besked at få, så er vi samtidig utrolig stolte af de dele af projektet, vi allerede nu har fået gennemført. Der er skabt et nyt, flot torv og turneringsplads ved Nyborgs rådhus, og vi er lige nu i fuld gang med at restaurere den gamle kongefløj fra kælder til kvist. Restaureringen af Nyborgs kongefløj sikrer, at den gamle kongeborg vil stå i mange hundrede år endnu, så også de kommende generationer vil få mulighed for at opleve en ægte middelalderborg.
Fire klageparter
Klagesagen blev indledt i juni måned 2019 og har siden været under behandling i Miljøklagenævnet. Det var de fire klageparter "Foreningen for Gamle Bygningers Bevaring", "Kultur & Arv", "Foreningen for Nyborgs Forskønnelse" og "Europa Nostra Danmark", der havde indbragt sagen for Miljøklagenævnet.
Læs nævnets afgørelse
Byggeriet af et nyt stort besøgscenter var hoveddelen af slotsprojektet i Nyborg, der kaldes ”Danmarks Riges Hjerte”. Målet med projektet er at vise Nyborgs status i middelalderen som hovedstad og kongeby, og der er allerede udført mindre projekter på blandt andet byens torv og slottets kongefløj. De er ikke omfattet af klagen og kan derfor bestå.
Projektet er støttet af blandt andre Realdania, A.P. Møller Fonden og Slots- og Kulturstyrelsen og har en samlet pris på 351 mio. kr.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.