
KØBENHAVN: Oliefyr og koksovne skal erstattes med miljøvenlig opvarmning, bygninger skal renoveres, og adgangsvejene skal nytænkes.
Det er nogle af punkterne i et partnerskab om byfornyelse på Christiania, som Københavns teknik- og miljøudvalg skal tage stilling til på mandag. Aftalen er allerede godkendt af Fonden Fristaden Christiania.
Aftalen indebærer, at kommunen skyder 20 mio. kr. ind, mens Christiania selv bidrager med 10 mio. kr. Derudover skal der findes yderligere finansiering fra fx fonde, hvis samtlige punkter i planen skal vedtages.
Aftalen er et resultat af, at Borgerrepræsentationen for et år siden satte gang i en undersøgelse af mulighederne. Den indebærer, at der skal nedsættes en koordinationsgruppe med tre medlemmer fra hver part, som skal blive enige om, hvilke projekter der skal igangsættes.
Varme og bad
Fokus er bl.a. på at få udskiftet forurenende opvarmningskilder som oliefyr og brænde- og koksovne og erstatte dem med fx små lokale fjernvarmesystemer. Derudover skal wc- og badeforhold opgraderes.
Blandt de bygninger, som trænger voldsomt til renovering, er etageejendommen Fredens Ark, som huser omkring 80 mennesker.
På gadeplan skal der blandt andet ses på, om overgangene mellem Christiania og den omkringliggende by fungerer hensigtsmæssigt. Det foreslås at markere nogle indgange som mere officielle og at genetablere tre åbninger i Loppebygningen ud til Prinsessegade for at skabe en mere imødekommende overgang til byen udenfor.
Sikkerhed for politiet
Der skal også ses på parkering rundt om Christiania, og så skal infrastrukturen indenfor styrkes, så det er mere tydeligt for udefrakommende, hvor privatlivets fred i højere grad skal respekteres. Samtidig er det også et mål at oprette flere offentlige toiletter på fristaden.
Aftalen er forhandlet før christianitternes rydning af Pusher Street, men projekterne i aftalen vil kunne tilpasses og supplere de indsatser, der er aftalt mellem kommune, politi og Christiania for at sikre politiets arbejdsvilkår.
Det er bl.a. opsætning af gadelygter på Pusher Street og voldanlægget, regulering af af- og påsætning af gæster ved hovedindgangen på Prinsessegade, en bedre placering af parkerings- og taxaholdepladser i Bådsmandsstræde, øget fortovsbredde og indførelse af parkeringszone på Refshalevej.
Hvis aftalen bliver godkendt af kommunen, vil den løbe frem til december 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.