KØBENHAVN: Der er fundet rod i regnskaberne i en afdeling i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Uden at have budget til det er der gennem flere år bogført medarbejdertimer på tre fiktive anlægsprojekter, som der ikke var givet bevilling til.
Over tre år er der registreret et underskud på over 37 mio. kr. Det ventes at vokse med yderligere 15 mio. kr. i 2020.
Ifølge kommunen kan der være tale om ”besvigelse i form af bevidst fejlinformation i et regnskab”.
I strid med regler
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil ikke udelukke, at det kan have personaleretlige konsekvenser.
- For at undgå at den slags problemer gentager sig i fremtiden, har jeg krævet en redegørelse om hændelsesforløbet. Når redegørelsen foreligger, må vi se på, hvad den skal have af konsekvenser, siger borgmesteren i meddelelsen.
Rodet er blevet fundet i forbindelse med en centralisering og professionalisering af forvaltningens økonomistyring.
Forbruget er bogført på konti med et negativt budget, og derfor har udgifterne ikke været synlige ved en almindelig gennemgang, oplyses det.
Indtil videre kan det ikke ses, hvilke projekter timerne eventuelt skal henføres til, og proceduren er derfor i strid med bevillingsreglerne.
Ingen konklusion
Det vides på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed, hvad der er årsagen til regnskabsrodet. Det vurderes dog, at det blandt andet kan hænge sammen med overgangen til et nyt økonomisystem, ligesom der er blevet implementeret en ny tidsregistrering.
- Det er for tidligt at konkludere, hvorfor reglerne er blevet brudt, men der skal ikke herske tvivl om, at den anvendte praksis på ingen måde er i orden.
- Alle alarmklokker ringer, når der findes fiktive konti uden dækning for millionunderskud, siger borgmesteren.
Den økonomiske udfordring håndteres ifølge meddelelsen ved, at der foretages et internt lån, som skal afdrages over en årrække, så der undgås ”drastiske besparelser her og nu”.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.