KØBENHAVN: Københavns Kommune er blevet frifundet i en sag om såkaldt hjemfaldspligt. Det har Københavns Byret afgjort torsdag, skriver TV 2 Lorry.
Retssagen tog sin begyndelse i januar og har handlet om en voldsom udvikling i priserne for at frikøbe boliger, der har en såkaldt hjemfaldspligt.
Hjemfaldspligt betyder, at kommunen har ret til, på et fastsat tidspunkt langt ude i fremtiden, at købe huse eller lejligheder tilbage til en fastsat - typisk meget lav - pris. Borgeren kan dog frikøbe sig af denne hjemfaldspligt.
Men de sidste 12 år har Københavns Kommune to gange ændret reglerne for, hvordan frikøbspriserne beregnes, og det har ført til, at priserne er steget markant.
158 ejere af boliger med hjemfaldspligt valgte siden at gå rettens vej, fordi de var utilfredse med ændringerne. Torsdag har Københavns Kommune dog fået byrettens blåstempling af, at ændringerne var i orden.
Hanne Rosenkrantz-Theil er talsperson for foreningen Hjemfaldspligt København, der anslår, at mellem 800 og 900 private borgere i København er omfattet af ordningen med hjemfaldspligt.
Ulyst til lån
Sammenlagt står borgerne - ifølge foreningen - til et tab på over to milliarder kroner på grund af de ændrede regler. Derfor ærgrer torsdagens afgørelse også medlemmerne:
- Vi er meget skuffede over dommen. Det var selvfølgelig ikke det, vi havde håbet på. Nu må vi tage den til efterretning og finde ud af, hvor vi står, og hvad vi kan gøre. Håbet er, at vi kan anke den.
- Vi er begrænsede af, at vi har fået fri proces til at køre sagen i byretten, men ikke automatisk har det til at anke. Så vi skal have søgt om en ny bevilling af fri proces, fordi sagens omkostninger er så enormt høje, at vi har svært ved at løfte det selv.
Hvad er problemet med dommen for de personer, der har huse med hjemfaldspligt?
- Det vil afspejle sig i prissætningen og realkreditinstitutternes ulyst til at låne penge til de her boliger.
- Da boligerne er blevet handlet, er det sket i tillid til den ordning, der var med kommunen og den aftale, der var på det tidspunkt. Det har man fastsat priser efter. Problemet er, at dommen nu giver kommunerne ret til lige præcis at gøre, hvad de vil i forhold til hjemfaldspligt. Nu bliver det kun endnu sværere at låne penge til boliger med hjemfaldspligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.