
AALBORG: Aalborg Forsyning er nået en vigtig milepæl for etableringen af, hvad selskabet selv kalder "verdens mest energieffektive fjernkøleanlæg", da det rør, som skal danne fundamentet for det kommende fjernkøleanlæg til Nyt Aalborg Universitetshospital, blev sænket ned i kridtsøen ved Aalborg Portland.
Når Nyt Aalborg Universitetshospital slår dørene op, bliver det med verdens mest energieffektive og klimavenlige fjernkøleanlæg. Bag projektet står Aalborg Forsyning i et tværgående samarbejde med Aalborg Portland og Nyt Aalborg Universitetshospital.
- Sammen med Aalborg Portland og Region Nordjylland får vi nu skabt et unikt og klimavenligt fjernkøleanlæg, hvilket vi ser som et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Projektet er både nytænkende, driftssikkert og ressourcebesparende for vores miljø, siger Per Clausen (EL), bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings energidivision, hvor fjernkøling er et nyt og fremgangsrigt forretningsområde.
Indvinding af kridt fortsætter
Rørnedsænkningen var en teknisk kompliceret operation, hvor et 27 meter langt rør med en diameter på en meter blev sænket ned i kridtsøen ved Aalborg Portland med hjælp fra en kran og dykkere i vandet. Rørstykket går fra top til bund i søen, og det får afgørende betydning for fjernekølesystemets funktionalitet, fordi det skal suge koldt vand op fra kridtsøen.
Herefter bliver vandet ført direkte til en vekslerstation ved kridtsøen, hvor temperaturen i det kolde søvand overføres igennem en varmeveksler til vand, som cirkulerer i et lukket system igennem en 3,6 km lang ledning til Nyt Aalborg Universitetshospital. Ved hospitalet bliver der opført en kølecentral med både vekslere og varmepumper. Kølecentralen kan dermed både bruges til at producere køl og varme, så der kan leveres køl til hospitalet og fjernvarme til fjernvarmenettet.
Søen har en temperatur på mellem 5 og 14 grader over årets sæsoner, og netop de stabile temperaturer betyder, at Aalborg Forsyning kan opnå en meget høj effektivitet i fjernkøleløsningen til hospitalet. Aalborg Portland fortsætter indvinding af kridt fra søen, samtidig med at Aalborg Forsyning udnytter kulden fra vandet.
Det er planen, at fjernkøleanlægget sættes i drift i efteråret 2021.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.